Besøg vor nye vinportal - overblik over alle verdens vine tilgængelige via onlinekøb i Danmark
SIDSTE NYT FRA VINVERDENEN :
74 vine har nu DOCG status i Italien.
Vi har opdateret listen over DOCG og DOC vine fra Italien efter at det italienske Forst- og Landbrugsministerium har været igennem listen med den store pensel. Nu er vi helt oppe på 74 vine, som har den højeste udmærkelse - DOCG!
Der er endvidere 334 vine med DOC status.
Vi har samtidigt benyttet lejligheden til at give siden et designløft, så den er MEGET mere overskuelig og opdelt pr. region.
Det er fortsat Piemonte, der har flest DOCG vine - 16 stk. efterfulgt af Veneto med 14 stk. og Toscana med 11 vine med DOCG på 3. pladsen.
Valle d'Aosta, Ligurien, Molise og Calabrien har fortsat ingen vine med højeste udmærkelse.
Se hele listen her:
Nu 70 vine under DOCG - Se oversigten.
Meget lille stigning i verdens vinproduktion.
Der har igennem perioden 2006 - 2011 været produceret mellem 266 og 283 millioner hektoliter vin på verdensplan. Det foreløbige estimat for 2011 ligger nu på 269,8 millioner hektoliter.
Frankrig ligger højest med 49,6 millioner hektoliter, Italien ligger på 42,6, Spanien på 35,4 og så kommer USA med 18,7 millioner hektoliter. Argentina ligger på 15,5 millioner hektoliter, og foran dem ligger USA med 18,7.
Det betyder samtidigt, at de lande der tidligere producerede mest vin fortsat producerer mest vin. Dog har 1. og 2. pladsen skiftet fra Italien til Frankrig, og det var endda lige før, at Spanien en overgang var tæt på Italien.
Smith Haut Lafitte - Ny skulptur.
Chateau Smith Haut Lafitte i Bordeaux er kendt for at have skulpturer stående blandt vinrankerne. Nu har de fået endnu en skulptur, der er lavet af den britiske skulptør Charles Hadcock.
Charles Hadcock, der er født i 1965, er kendt for sine skulpturer i bronze og jern. Han blev i 2008 udnævnt til "Fellow of The Royal British Society of Sculptors".
Hadcock’s "Torsion 2" er nu placeret i vinmarkerne ved siden af "den haltende hare" af den irske skulptør Barry Flanagan, "Venus de Bordeaux" af amerikanske Jim Dine og "Caduto a Ragione" af den italienske Mimmo Paladino.
Samlet er der nu 11 store kunstværker på Pessac-Leognan ejendommen.
Ingen camping ved Barsac!.
Retten i Bordeaux har sagt nej til planer om en "rejselejr" i Barsac (området for søde vine).
Det var ellers borgmesteren i Barsac, Philippe Meynard, der i 2008 havde fået den ide, at der midt på Barsac-plateauet i nærheden af byen Toulenne skulle placeres en lejr, der kunne rumme 40 vogne, som ville ligge klods op af blandt andet Chateau Liot, Doisy-Daene og Piada.
Tribunal Administratif de Bordeaux har imidlertidigt fastslået, at det lokale råd ikke har fulgt korrekte procedurer, og de mener, at Barsac kommune har taget fejl, når de mente, at området var egnet til campingfolket.
Clothilde Cazamajour, der repræsenterer vinproducenterne i området, har tidligere vundet en lignende sag for andre Bordeaux producenter. Dengang var i det Cadillac, hvor hun fik forhindret, at 48 hektarer AOC Bordeaux/Cotes de Bordeaux blev udviklet til et bebygget område.
Ifølge forlydender skulle Barsacs planer direkte have påvirket 2 marker, men man ved ikke, hvilke 2 ejendomme, som skulle have fået deres vineventyr forvandlet til et feriecenter :-)
Lige siden planerne blev kendt har den lokale vinfremstiller-union ODG Sauternes-Barsac samarbejdet med CIVB, det lokale landbrugsråd og Federation des Grands Vins de Bordeaux (FGVB) om at forhindre planerne.
Ja, det er bare ikke alle steder, at en campingplads pynter!
Få din vin vurderet.
Vi får på Vinhulen.dk en lang række spørgsmål om, hvad vine er værd. Det har fået os til at lave en særlig sektion, hvor du kan udfylde en formular, og så vender vi på Vinhulen.dk tilbage med en vurdering af, hvad du kan få for vinen, hvis du skal sælge den, eller hvad du skal give for vinen, hvis du ønsker at købe den.
Vurderingsformularen tager plads i sektionen "videncenter". Er du modtager af vort nyhedsbrev, er dette en service, som du kan benytte fremadrettet.
Du finder artiklen her:
Få vin vurderet
Druetyper i portvin.
I denne uge har vi begået en ny, fast artikel, som omhandler de forskellige druetyper i portvin. Der er ikke bare tale om en gennemgang af de mest almindelige druetyper, der anvendes i Dourodalens vine men også en liste over anbefalede og tilladte druer i både røde og hvide portvine.
Artiklen ligger nu som en fast artikel under portvinsafsnittet. Du finder artiklen her:
Druetyper i portvin
Domaine Brandis holder vinfestival.
I samarbejde med importørens vinproducenter afholder Domaine Brandis vinfestival i april. Du kan møde mange af producenterne og smage en perlerække af vine.
Arrangementet foregår på:
Borups Højskole
Frederiksholms Kanal 24
1220 København K
Fredag 20. april & lørdag 21. april 2012
13.00-15.30 og 16.30-19.00
Der er maksimalt plads til 100 gæster pr. periode.
Pris pr. billet kr. 400,00 - Billetter kan købes her:
Køb billet til én af de 4 sessioner
Update på vinvinvin.dk
I denne uge har vi fået yderligere 2 forhandlere med på
vinvinvin.dk. Det drejer sig om Brdr. D's Vinhandel på Frederiksberg med ca. 420 vine fra hele verden samt A Vinstouw fra Herning med ca. 240 vine fra hele verden.
Vi har også fundet plads til Fine Wines, der sælger eksklusive vine fra nogle af verdens topproducenter. Der er 426 vine i databasen fra Fine Wines. Der er nu 110 online vinhandlere med på vinportalen med tilsammen 45.601 vine.
Som forbruger har du et kæmpe udvalg af vine, du kan vælge imellem via vor database, så du ikke skal lede nettet tyndt efter netop det, som du har lyst til at købe.
Se mere på:
vinvinvin.dk
Vinhulen.dk - Top 50 italienske vine 2011.
Vinhulen.dk er nu klar med Top 50 om italienske vine 2011.
Måske gør vi som de eneste det, at vi alene giver dig en oversigt over de 50 bedste vine, som passerede gennem vore smagsløg i 2011, men vi sætter dem ikke op med en nummer 1, en nummer 10 o.s.v.
Vi giver dig alene en oversigt over de vine, der har fået maksimale 3 glas i 2011 uden nærmere at præcisere, hvilken én af dem, der var bedst. I stedet går vi ind og siger, at disse 50 vine er af fineste standard og vil pynte i enhver vinkælder eller vinkøleskab og behage dine sanser til enhver tid. Du må ikke fortælle nogen, at såfremt du fintæller, så er der faktisk 51.
Hvis du vil se ordene bag vurderingerne, kan du klikke på de enkelte vine og læse vore smagenoter, som vil give dig en vurdering af, hvor på pointskalaen vi ligger.
2011 blev et år, hvor Vinhulen.dk smagte og bedømte mere end 500 vine fra Italien, Bordeaux, Rhone, Champagne (ny 2011) samt portvin. Databasen over vintest runder i denne uge 5.600 vine, hvoraf italienske vine udgør ca. 4.200 tests.
Det gør det faktisk til én af de største vindatabaser i Europa - og så er det gratis at benytte den!
Oven i dette antal bedømte vine kommer små 200 vine, som vi smagte på vor Barolo Tour 2011, og disse vine vil blive lagt i databasen, efterhånden som afsnittene om de enkelte producenter skrives i løbet af januar/februar 2011.
Top 50 - Italienske vine - 2011
Italienske vine - Top 100 - 2011.
Der kommer en del Top 100 lister over vine fra forskellige steder i verden i denne tid, men vi er faldet over en af de mere interessant, fordi den bygger på et godt grundlag.
Milano Finanza har simpelthen taget de 5 største og mest betydningsfulde vinguider i Italien, og har herefter sammenlagt deres ratings på italienske vine og taget et gennemsnit, som har dannet grundlag for top 100.
Guiderne er Gambero Rosso, Espresso, Veronelli, AIS - DueMilaVini samt Luca Maroni. Nu giver guiderne jo point på forskelligt grundlag, men det har Milano Finanza standardiseret til målbare parametre, og det har givet følgende topplaceringer:
01. Gianfranco Fino - Primitivo di Manduria
02. Torgiano Rosso Riserva Rubesco Vigna Monticchio 2006 - Lungarotti
03. Sassicaia 2008 - Tenuta San Guido
04. Tignanello 2004 - Marchese Antinori
05. Kurni 2009 - Oasi degli Angeli
05. Montepulciano d’Abruzzo Villa Gemma 2007 - Masciarelli
06. Montiano 2009 - Falesco
07. Barolo Falletto di Serralunga d’Alba 2007 - Bruno Giacosa
07. Amarone della Valpolicella Classico 2007 - Allegrini
08. Terra di Lavoro 2009 - Galardi
08. Montepulciano d’Abruzzo San Calisto 2008 - Valle Reale
09. Solaia 2009 - Antinori
10. San Leonardo 2006 - Tenuta San Leonardo
10. Aglianico del Taburno Terra di Rivolta Riserva 2008 - Fattoria La Rivolta
70 vine har nu DOCG status i Italien.
Vi har opdateret listen over DOCG vine fra Italien efter at det italienske Forst- og Landbrugsministerium har været igennem listen med den store pensel. Nu er vi helt oppe på 70 vine, som har den højeste udmærkelse!
Mest er der sket i Apulien, hvor hele 3 nye vine er opgraderet.
Se mere på
Nu 70 vine under DOCG - Se oversigten.
Guideanmeldelse.
Vi har i denne uge læst og anmeldt en ny guide på markedet, som samtidigt er en fremragende julegaveide - Det ægte Italien - skrevet af Michael Fjording.
Bogen er en gennemgang af gode turiststeder i Italien fra Alperne til Rom, hvor du kan få den ægte oplevelse af Italien uden turister susende rundt og forvirre billeder. Fremragende guide som vi alle kan have glæde af!
Se mere på
Guideanmeldelse - Det ægte Italien - Fra Alperne til Rom
Vinsmagning.
Vi har gennemrenoveret vort udvalg af vinsmagninger, som vi på Vinhulen.dk tilbyder vinklubber, foreninger og privatpersoner.
Vi har simpelthen valgt at skrotte nogle af de almindelige vinsmagninger og så give den fuld gas på Barolo, Amarone della Valpolicella, Champagne og Vintage Port.
Det betyder ikke, at du ikke skal stifte bekendtskab med både Brunello di Montalcino, Chianti Classico, Vino Nobile di Montepulciano og alle de andre lækre vine fra Italien. Du spørger bare....
Se mere på
Vinhulen.dk - Vinsmagninger
Pinot Noir smagning - Vinbar Vespro.
I slutningen af oktober var Vinhulen.dk til en Pinot Noir smagning på Nørrebro i København. Stedet var Vespro Vinbar & Café.
Både vinen og caféen var en stor oplevelse, som har fået os til at begå en artikel om smagningen og vinbaren. Vi skal love for, at vi fik god mad og vin, og det vil vi bestemt gerne give videre til dig, så du også har en chance for en bid af det autentiske Italien i Danmark...
Se mere på
Pinot Noir smagning på Vespro Vinbar og Café
Barolo Tour 2011!
Vi er klar med den indledende artikel om vort Barolo besøg, som i år fandt sted fra ultimo oktober til starten af november.
Vi har lavet en artikel, som er rigt illustreret med masser af skønne billeder for området. Vi kan glæde dig med, at vi tog over 1.000 billeder, som vil pryde de kommende artikler om de respektive besøg.
Se mere på
Indledende artiklen - Barolo Tour 2011
Vinhulen Gourmet - Test af italiensk pesto.
I denne uge har vi test 3 forskellige pesto'er fra Veras Vine.
Vi har testet grøn pesto, rød pesto og orange pesto. Det er pesto'er på henholdsvis basilikum, tomat/artiskok og peberfrugter.
Vi har lavet 3 anmeldelser inkl. billeder af produkterne.
Grøn pesto
Rød pesto
Orange pesto
Gambero Rosso 2012.
Gambero Rosso 2012 er langt om længe færdige med opdateringen, således at alle vine med 3 glas nu er online. I denne uge er regionerne Toscana, Piemonte og regionen Valle d'Aosta kommet med, og vi har tilføjet vinene til listen, som nu er komplet.
Du kan se mere på
Gambero Rosso 2012
Spændende nye italienske vine i Danmark.
Vi har været til en meget interessant og givende smagning af italienske vine hos Cibi e Vini på Christianshavn, hvor fokus var rettet mod nye områder, som normalt er uden for fokus i Danmark.
Vi smagte spændende vine fra Trentino, Alto Adige og Sicilien, og det er der kommet en artikel ud af, som du finder her:
Cibi e Vini - Italienske vine fra "ukendte" regioner og producenter.
Vini Espresso 2012.
Vini Espresso 2012 er en af de mindre kendte vinguider fra Italien udgivet af L'Espresso. Ikke destro mindre har vi besluttet, at vi også vil have denne guide liggende på Vinhulen.dk, f.s.v.a. de vigtigste regioner. Nu er 2012 guiden opdateret.
Du kan se mere på
Vini Espresso 2012
<
24 års fødselsdag.
I den forgangne uge var Frank Gooding fra Vinhulen.dk til fødselsdagssmagning hos Philipson Wine i den gamle Børsen i København.
Frank har skrevet en artikel om oplevelserne ved fødselsdagen.
Du finder den her:
Philipson Wine - 24 års fødselsdag 2011
Vini di Veronelli 2012.
Vi er klar med årets udgave af Vini di Veronelli 2012.
2012 udgaven af Vini di Veronelli har hele 557 vine med maksimale 3 blå stjerner. Der er testet vine fra ca. 3.000 producenter, og der er smagt på ca. 18.000 vine, som alle er beskrevet i bogen, som desværre kun udkommer på italiensk - og først om en måneds tid. Bogen er dog, trods den italienske skrift, nem at forstå, da den er fremragende opstillet og overskuelig.
Indtil da kan du hygge dig med at se, hvilke italienske vine der vurderes højest her:
Du kan se mere på
Vini di Veronelli 2012
VOGADenmark - Temasmagning.
For et par uger siden sagde vi på Vinhulen.dk "ja" til at lave en temasmagning af det italienske selskab VOGAItalia's nye vinserie, som er rettet primært mod det yngre publikum.
Vinserien er lavet sådan, at vinene både er tilrettet smagsmæssigt til yngre mennesker, og derudover har VOGA lavet et par drinkskort, hvor vinene indgår som ingrediens, så vinene både kan anvendes som privat, på restauranter og i klubber og på diskoteker.
Vi har sat vort ungdoms-smagepanel på arbejde og angrebet opgaven på konceptets og vinenes præmisser, men vi har også vurderet vinene rent kvalitetsmæssigt i regi af det traditionelle smagepanel på Vinhulen.dk.
Det er der kommet en lidt anderledes artikel ud af, som du kan finde her:
Du kan se mere på
VOGADenmark - Temasmagning
Du kan også se mere hos VOGADenmark på
VOGADenmark
DueMilaVini 2012.
Den første af de væsentlige italienske vinguider er ude med sin bedømmelse af de bedste vine i guiden DueMilaVini 2012.
390 vine har modtaget de maksimale 5 drueklaser, og der er testet mere end 20.000 vine fra omkring 1.670 vingårde. Det er ikke så lidt.
Bag guiden DueMilaVini 2012 står sammenslutningen af italienske sommeliers, så der er altså tale om en personskare, der virkelig har forstand på vin, og derfor nyder guiden også international anerkendelse.
Vi har lagt oversigten over de 390 vine online.
Du kan se mere på
DueMilaVini 2012
Vinhulen.dk - Nu også på andre sprog!
Der har længe været et ønske om, at Vinhulen.dk kunne levere artikler, vintest m.v. på engelsk og andre sprog.
Vi har fra og med dags dato gjort det muligt at læse alle specifikke vintest i vindatabasen på de internationale hovedsprog samt svensk og norsk til glæde for vore udenlandske besøgende.
Ligeledes er centrale artikler om vinsmagninger, historierne bag vintyperne m.v. gjort "internationale" via muligheden for at se artiklerne på andre sprog.
I en stadig mere global verden er det nødvendigt at følge med, når kravene flytter sig. Vi håber således, at Vinhulen.dk kan bidrage yderligere til udbringelse af det glade budskab om fornøjelsen ved vin.
Opdatering af årgangsskema for vin.
Vi har opdateret vore årgangskemaer for de enkelte vinområder i denne uge. Hermed har du et opdateret og friskt billede af, hvilke årgange der er fantastiske, og hvilke årgange som er knapt så fantastiske.
Du skal huske, at skemaerne alene er vejledende og helt generelle. De er gode, hvis man ikke lige kan huske, hvordan årgangene egentlig var.
F.eks. Italien 1989? Ja, her husker man ikke noget tydeligt, da 1990 overstrålede det hele! Faktisk er det sådan, at 1989 var fremragende i Barolo og Barbaresco, mens Toscana var helt elendig. Her er viden essentiel, hvis man f.eks. står med en flaske, og gerne vil købe den. Så er det ret afgørende, om du står med en Barolo eller en Chianti Classico!
2002 er også et eksempel. Måske den mest udskældte årgang overhovedet i Italien, og hvis du kigger i skemaet, er der heller ikke megen trøst. MEN - hvis du f.eks. tager Barolo Monfortino fra Giacomo Conterno, så er det én af de bedste, der nogensinde er produceret. Altså husk at skemaer er generelle.
Det mest overraskende og glemte år i nyere tid er 1995. Ingen kan rigtigt huske 1995 længere. Faktisk er det et af de bedste år generelt, men da der var mange gode år i 1990'erne, er det druknet lidt. Her kan der gøres kup!
Hvis vi bevæger os til Bordeaux, så fokuserer alle på årgangene 1982, 1990, 2000, 2005 og 2009. Bordeaux er det ultimative årgangshysteri, når det kommer til vin. Ikke engang fanatikere af Bourgogne kan svinge sig op i de skingre toner, når noget skal prises.
Parker mig her, og Parker mig der, men reelt set er Parker ikke med i markerne, og han har således ingen indflydelse på slutresultatet i produktet. Han bedømmer bare vinene med egne smagsløg, og det er han fremragende til, men er du sikker på, at han har din smag?? Ellers er det jo direkte dumt at købe efter den vurdering.
Nej, den snusfornuftige sætter sig ned og finder de årgange, der er glemt... Hvis du selv skal drikke vinene, så er der jo ingen grund til at gå op i, hvad de koster! Tag nu f.eks. årgang 1995 eller 1989. 1995 er helt glemt, så her kan der gøres et kup på nogle af de gode vine fra Bordeaux.
Generelt er det faktisk sådan i Bordeaux, at de store slotte ikke laver dårlig vin. Tag f.eks. Chateau Margaux i 1983. Årgangen har fået beskedne 86/100 point, men det er fortsat et gudeglas i perfekt harmoni! 1989 er efterhånden svær at erobre vine i, men det kan anbefales, hvis du har muligheden. Prisen er dog høj.
1999 og 2001 er slet ikke så ringe i Bordeaux. De "døde" bare i årgang 2000 hysteriet!
Hvis vi går til portvin, så er sagen lidt anderledes. Her er årgangene meget vigtige. Det skyldes en række forskellige ting.
Faktisk skal man lige huske, at når det kommer til lagring af portvine, så taler vi kun vintage port!
Vintage port skal lagre længe for at modne, og derfor er det vigtigt, at grundmassen er perfekt, hvis vinene skal holde i mange år. Derfor er årgangen vigtig. Generelt er der faktisk meget få producenter, hvorom man kan sige, at det er ALTID er sublim kvalitet. Det er Grahams, Taylor og Fonseca. Her er årgangene knapt så vigtige, men gør dig alligevel den tjeneste at købe de gode. Her skal du have fat i 2003, 2000, 1997, 1994, 1985, 1977, 1970, 1966 eller 1963.
Hvis du vælger en producent lige under de allerbedste, så hold dig til de gode årgange. Hvis du vælger de "små" producenter, så køb udelukkende i fremragende år!
Du kan se siden med årgangsvurderinger her:
Årgangsskema
4 nye italienske topproducenter.
Vi har skrevet om 4 nye italienske topproducenter på siden italienske topproducenter. Det drejer sig om:
Roco dei Tassi (Friuli)
Dario Raccaro(Friuli)
Fattoria Petrolo (Toscana)
Masi (Veneto)
Alle 4 producenter har 10 eller flere gange modtaget maksimale 3 glas i Gambero Rosso.
Du kan se siden med topproducenter her:
Italienske topproducenter.
Barolo - anmeldelser af restauranter og vinbarer.
Vi har fået utallige opfordringer på at lave en side med oversigt over restauranter og vinbarer i Barolo-området, hvor Vinhulen.dk har været og vurderet kvalitetsniveauet.
Vi har faktisk ønsket at lave sådan en side gennem en periode, men tiden skulle lige være der til at gå i gang med opgaven. Det er en stor fornøjelse at fortælle jer trofaste læsere, at siden nu er online inkl. utallige billeder af maden og lokalerne!!!
Siden vil løbende blive udvidet med nye anmeldelser, efterhånden som vi kommer frem i området. Og ja, vi tager afsted igen i 2011, så der bliver masser af nye artikler og billeder at fryde sig over.
Du finder artiklen her:
Barolo - Værd at vide om restauranter og vinbarer.
Temasmagning på Vinhulen.dk - Piemonte vs. Veneto.
Så er vi klar med vor artikel om sidste weekends fantastiske smagning af nogle af de bedste vine fra Veneto og Piemonte.
Artiklen beskriver temasmagningerne skridt for skridt med masser af billeder og vurderinger af vinene. Blev det en kamp mellem Dal Forno og Quintarelli, eller kunne en ukendt producent blande sig i striden? Når man ikke må medtage Barolo vine, vil Barbaresco så vine, eller kan en Barbera vin klare sig i kampen?
Du finder svar på spørgsmålene ved at se artiklen her:
Temasmagning - Piemonte vs. Veneto
Spændende vinsmagning!
På Vinhulen.dk mødes vi, udover i smagepanelet, med jævne mellemrum for at teste nogle af de absolutte italienske topvine og forsøge at "narre" hinanden på gyngende grund under gætterierne med at vurdere, hvad det er for nogle vine, vi smager på. Andre gange kender vi topinene på forhånd, og så mødes vi bare for at nyde vinene og vurdere dem - gerne i ældre årgange.
Fredag i indeværende uge var en del af holdet bag Vinhulen.dk samlet for at vurdere potentielle vine til den næste vinsmagning for modtagere af vort nyhedsbrev og lave en afstemt middag til samme. De fleste vil nok give os ret i, at det er hårdt arbejde, men den type arbejde, som man gerne deltager i!
Den stod i denne uge på vildsvin med ovnbagte løg og rodfrugtmos med et væld af yderst kvalifiserede italienske topvine, hvoraf vi kan nævne Amarone della Valpolicella fra Dal Forno, Brunello di Montalcino Case Base fra Soldera, 50&50 fra Avignonessi Capanelle og Guisto di Notri fra Tua Rita og en række andre vine.
Vi har selvfølgelig lavet en artikel om smagningen med tilhørende testresultater på vor vintest. Artiklen kommer online i løbet af weekenden, og du kan se den her:
Smagning af italienske topvine
Vinhulens vinaften med 14 3 glas vine og 5 retters menu.
Fredag den 5. november tog vi på Vinhulen.dk et nyt skridt - mød dine nyhedsbrevsmodtagere. I et fald en del af dem!
42 læsere af Vinhulen.dk's læsere havde lagt en ikke ubetydelig sum penge for at få lov til at smage 14 italienske vine, som vi på Vinhulen.dk har givet maksimale 3 glas, ledsaget af en let 5-retters menu afstemt efter vinene. Alt sammen til ren kostpris - Vinhulen.dk er non-profit. Vi sælger kun oplevelser, vinbeskrivelser, vinanmeldelser og objektiv information.
Vi havde taget mod til os og inviteret ned i kælderen på Nørre Farimagsgade i indre København til rustik stemning. Alle sejl var sat til for at skabe en hyggelig aften for deltagerne. Det er ikke nemt at gennemføre sådan et arrangement for så mange mennesker. Cirka 200 glas, 200 tallerkener, vandglas, brød, spytbakker, bordpynt og mange andre ting giver travle hænder og aktive ben, men det er hele aftenen værd, hvis bare 1 person taber sit hjerte til italiensk vin.
Vi er utroligt glade for, at en af deltagerne, Carsten Rex, har foreviget aftenen med en række billeder af stemning, billeder af vine, billeder af maden og diverse andre ting i en specialartikel, som vi med meget stor fornøjelse linker til!
På Vinhulen.dk er vi blevet enige om, at det ikke er sidste gang, at vi laver den slags, men det hører I alle mere om, når vi har planlagt den næste aften...
Se artiklen her:
Vinhulen.dk's vinsmagning.
Burmester - Vertikalsmagning af Colheita og Tawny med alder - 2010
I sidste uge havde vi fornøjelsen i at deltage i den største Burmester vertikal smagning af portvine, som har fundet sted på dansk jord - måske endda på verdensplan med hele 53 forskellige vine i genren Tawny med alder og Colheita fra perioden 1890 - 2002. En stor oplevelse.
Selve smagenoterne og vinanmeldelserne er online på Vinhulen.dk fra søndag den 24. oktober 2010.
Du finder artiklen her:
Burmester - Vertikalsmagning af Colheita og Tawny med alder - 2010
Historisk portvinssmagning.
Vi har lavet en specialside om vor oplevelse af 12 forskellige portvine - alle før 1955!
Smagningen var en fantastisk lejlighed til at smage gamle vintage port og Colheita vine tilbage til årgang 1920. Du kan se billeder fra smagningen og se vinene her på specialsiden...
Portvin - Historisk smagning
GUIDE TIL STORE VINOPLEVELSER
Vinportal for vinelskere med særlig præference for italiensk vin, Rhone vin og Bordeaux vin. Endvidere beskæftiger vinportalen sig med portvin med alle typer Tawny, Colheita, LBV og Vintage Port. Portalen er lavet for at inspirere, dele erfaringer, give gode råd, udvide horisonter og sammen glædes over vinens forunderlige verden....
Hovedvægten er lagt på italiensk vin, da vi selv ofte har erfaret, at italiensk vin ikke får den dækning, som den retmæssigt har fortjent.
Målet er at udlægge fakta og fjerne gisninger, spekulation, modeluner og postulater. Portalen rummer blandt andet:
Portvin vintest - mere end 600 ratings.