Lagringspotential for vin.



Denne artikel handler om lagringspotentiale for vin, og der er i sandhed mange betragtninger, antagelser og formodninger, der omgiver emnet og ikke nødvendigvis er korrekte, for der er faktisk ikke nogen enkelt sandhed - om nogen...

Det gør dog ikke om ved, at vi vil forsøge at give dig vejledning til, hvor længe du bør lagre dine vine for at opnå maksimal nydelse i vinens optimale drikkevindue.

På Vinhulen.dk får vi ofte følgende spørgsmål som det første: "Hvor længe kan vinen lagre?". Det rigtige spørgsmål må være: "Hvornår er vinen moden?", eller "Hvornår er vinen optimal at drikke".
Men, spørgsmålet er helt essentielt for, hvordan man anskuer vin...

Undertegnede har brugt godt rigtigt mange år på at jagte vine på det optimale nydelsestidspunkt ud fra nedenstående kriterier, og undertegnede rammer stadig forkert fra tid til anden - det er ikke let...

Derfor starter denne artikel med at definere, hvilke vine vi skriver om, og hvilket resultat af lagringen der gerne skulle komme ud af venteperioden.

Vi definerer vintyperne som:

- Italienske vine med reelt lagringspotentiale fra Italiens mange vinregioner.
- Bordeaux
- Rhone-vine
- Champagne
- Portvin


Det er langt fra alle verdens vine, men vi begrænser os på Vinhulen.dk til kun at skrive om emner, som vi rent faktisk ved noget om og har stor erfaring med. Ikke alle vindistrikters/landes vine har samme lagringspotentiale.

Vi vurderer alene vinenes lagringspotentiale ud fra en holdning til, at vinene på det optimale drikketidspunkt har følgende karakteristika:

- Vinen smager fortsat af frugt/bær - de primære duft- og smagsnuancer.
- Vinen smager fortsat, som det var hensigten fra producentens hånd.
- Vinen har a, a/b eller b-stand i flasken.
- Vinen er lagret konstant siden fødslen ved 12-14 grader - ellers fremgår det specifikt i gennemgangen.
- Vinen har ligget mørkt eller som et minimum uden påvirkning af UV-stråler.
- Vinene har kun haft 1 ejer, eller det kan dokumenteres, at vinen har ligget optimalt i hele vinens levetid.
- Vi vurderer ud fra god, gedigen kvalitet i vintyperne. De bedste/dårligste øger/sænker potentialet og forplumrer billedet.

Der sker altså et udskildningsløb allerede her, hvor vi må miste de første læsere af artiklen, da du ikke vil finde anvisninger om lagringspotentiale på vine, hvor følgende er gældende:

- Vinen dufter og smager af sekundære nuancer.
- Vinen dufter/smager ikke længere som intentionen ved fremstillingen, f.eks. Barolo smager som Sherry/brun farin, Champagne har mistet boblerne, Vintage Port er blevet til Colheita o.s.v.
- Man kommer i tvivl om, hvorvidt der er fejl på flaskens indhold.
- Der er tvivl om antallet af ejere i vinens levetid.
- Der er tvivl om opbevaringstemperatur eller andre tvivlsomme opbevaringsforhold.
- Vinen hyldes for duft- og smagsnuancer, der stort set alene kan henføres til, at vinen er over sit lagringspotentiale og på vej ned af bakke.
- Vinen er under b-stand i flasken.


Vi gør det ikke for at fornærme nogen, absolut ikke. Vi må blot erkende, at vejledningen og de gode råd må finde sin afgrænsning, og denne afgrænsning ligger i definitionen af, hvor vi selv føler, at vinene skal være, når de må betragtes som optimale.

Bær over med os :-) Det er subjektive betragtninger, men det er betragtninger, der vil finde de fleste som målgruppe.
Der er ikke trykt en sidste holdbarhedsdato på vinflasker, men reelt vil de fleste nok vurdere, at denne dato i virkelighedens verden eksisterer, og at vine skal drikkes, inden vi når dertil...
Vin er som mennesker. Vi yder det bedste, mens vi er i live.

Bordeaux:

Bordeaux er måske generelt det stærkeste område, når det kommer til lagringspotentiale for den brede kvalitet.

Bordeaux har en enestående evne til at bevare sine duft- og smagsnuancer i dekader, hvilket veldrikkende vine fra årgang 1985, 1989 og 1990 vidner om. Det er trods alt vine med mellem 30 og 35 år på bagen, hvor de fleste kvalitetsvine er i topform.

Forskellen til øvrige vinområder/lande ligger i, at både Bourgogne, Spanien, Italien, USA, Australien og andre kan frembringe meget lagringsværdige vine, men intet sted i samme omfang og generelt på de i artiklen indledende betingelser.

Bordeaux står for undertegnede som havende sin lagringskapacitet i særlig eftertragtet grad fordi, at vinene ganske enkelt dufter og smager af det samme, som på det tidspunkt de kom på markedet. Ikke sådan at forstå, at de ikke ændrer nuancer og modner og smager anderledes ad åre. De forbliver bare tro mod sig selv, om man får aldrig en anderledes vinoplevelse, end man havde regnet med.

Bordeaux vine skaber ikke frygt for, at solbær, mørke bær, cigarkasse, grønne urter, kvas, krat går over i brun farin, Sherry eller henfalden, fugtig skovbund.

Hvor længe skal du så gemme Bordeaux?

Hvis du overholder de i artiklen indledende forholdsregler, så er der næsten ingen grænser for en god oplevelse. Hvis du følger linket nedenfor, så kan du se en række ældre Bordeaux-vine, og hvordan de klarede sig - dybt overraskende i positiv retning.

Siden denne artikel har vi testet og vurderet en standard Margaux fra 1995, der fortsat var glimrende, cru-vine fra både 1980, 1981 og 1991, der stadig var 100% levende og leverede flotte oplevelser.



Cabernet Sauvignon leverer altid succes i Bordeaux. Meget udviklingsegnet drue i Bordeaux. Venstre bred med Margaux, Pauillac, St. Julien m.fl. har deres DNA herfra, mens du generelt får mere Merlot, hvis du får over på højre bred til St. Emilion og Pomerol.

Merlot leverer max i de gode årgange. F.eks. er 1998 fremragende og drikker fabelagtigt her i 2020, og her er et lille pif. Det kan faktisk ske, at når vinene i Margaux, Pauillac, St.Estephe m.fl. har en mindre årgang, så kan du svinge over til Pomerol og St. Emilion og have en bedre årgang, og det modsatte er også tilfældet.

Hvis pengene er lidt mindre end ubegrænset, så kan du med fordel købe "store" producenter i "små" årgange, mens du bør købe "små" producenter i "store" årgange. Det er altid god price/value.

Sådan er Bordeaux så spændende...

Hvis du savner en oversigt over gode årgange på alle verdens vine, så finder du en opdateret oversigt her: Vin årgangskemaer hele verden.

Og så det som mange overser... Bordeaux har også sine "skæve" årgange, men modsat mange andre vindistrikter, så leverer Bordeaux altid - også i "små" år. Det er nok én af årsagerne til, at "små" årgange som 1984, 1987, 1991 og 1992 kan give gode oplevelser, når mange ville have forventet, at vinene var døde og begravede for mange år siden.

Se artiklen her: Vin gennem 50 år.



Skal vi her i 2020 vurdere, hvor stor lagringspotialet er for Bordeaux, så kommer her et par tommelfinger-regler...

Mindre Bordeaux slottes vine kan drikkes tilbage til omkring 1995/96, mens de gode cru-slotte uden problemer klarer sig frist helt tilbage til 1989/90. De endnu bedre cru-slotte viser flotte vine helt tilbage til 1985, mens de bedste cru-slotte sagtens viser vellevende og relativt friske vine fra de største årgange helt tilbage til 1959/1961.

Til gengæld er der ikke megen evidens for, at Bordeaux Sup./alm. Bordeaux fra 1960'erne eller 1970'erne fortsat er en succes og drikkeegnede. Vi ved, at mange finder disse flasker meget interessante, men som drikkeoplevelse er det i 99% af tilfældene for sent.

Der er altid undtagelser fra ovennævnte, men det er oftest et udtryk for spændet for den gode kvalitet og oplevelse.

Gode råd i øvrigt om lagring af vin

Her kommer nogle få rigtigt gode råd om indkøb af kvalitetsvine, og hvad du skal undgå for ikke at få en potentielt dårlig oplevelse...

- Køb ikke vine under b-stand. Korkpropper er og skal være 100% tætte, og hvis niveauet er faldet til under b-stand, så har vinen løbet via utæt korkprop med risiko for oxydeering til følge. Uanset hvad nogle måtte mene, så kan vin ikke forsvinde ud af en tæt forseglet vinflaske!

- Køb ikke vine, hvor proppen er delvist forhøjet eller forsænket i vinflasken. Det skyldes enten påvirkning af varme (forhøjet prop) eller kulde (forsænket prop). Udfordringen opstår fordi molekylerne i vinen enten trækker sig sammen og tager proppen med (kulde) eller udvider sig og skyder proppen delvist ud (varme).

- Køb kun vine (ældre), hvis du kender vinens proveniens (vinens historie). De bedste vine flytter ikke ejer konstant med temperaturudsving, opbevaringsformer m.v.

- køb, hvis du kan, vin fra fødslen. Der er langt større chance for en god oplevelse, hvis du har opbevaret dine vine i hele levetiden og kender forholdene for vinen.

Italiensk vin

Barolo:

Man plejer at sige, at Barolo er noget af det mest lagringsværdige vin, der findes på verdensmarkedet, men det er ikke nødvendigvis rigtigt.

Barolo vil med alderen udvikle markante sekundære duft- og smagsnuancer i retning af svampe, skovbund og brun farin, og vi må fastholde, at Barolo skal drikkes, mens man stadig har frugten i centrum med en afpasset syrestruktur og knapt så meget bid i tanninerne, som der var ved frigivelse.

Der skal naturligvis tages forbehold for topproducenter, der leverer vin, der kan holde ekstraordinært længe som f.eks. Barolo Riserva Monfortino fra Giacomo Conterno eller vinene fra Gaja, Mascarello eller Rinaldi.

Langt hovedparten af Barolo vine er optimale efter 15-18 år - giv og tag et par år - når de kommer fra rigtigt gode årgange.

Er året godt men ikke bedre end godt, så vil de toppe mellem 12-15 år, og kommer vinene fra et mindre heldigt år, så bør du faktisk ikke gemme dem længere end maksimalt 6-8 år.

Det kan godt komme som en overraskelse for nogen, men det er undertegnedes erfaring, at skal du presse Barolo længere ud, så er det via temperaturkontrollerede forhold, stilleliggende og fredfyldt. Nebbiolo har en tendens til at gå i sekundære nuancer, og det sker over kort tid.

Undertegnede har haft en række årgang 1998 liggende, der er et godt år. I 2017-2018 var de i topform, men her i 2020 er de gået i skovbund og svampe og er på vej mod brun farin. De har altid ligget i vinkøleskab, og der er tale om flere gode producenter.

Det gør dog ikke om ved, at man til tider kan få en positiv overraskelse fra f.eks. den solide årgang 1990, der fortsat kan være pivfrisk med rød frugt, hvis vinen har ligget ordentligt. Derfor er ovennævnte generelle betragtninger.

Barbaresco:

Under opdatering

Brunello di Montalcino:

Under opdatering

Amarone della Valpolicella:

Under opdatering

Supertoscanere:

Under opdatering

Chianti Classico og Gran Selezione

Under opdatering

Montefalco Sagrantino

Under opdatering

Champagne

Non-vintage:

Betragtningerne under dette afsnit bliver meget generelle, fordi der er mange meninger om emnet, og der er mange forskellige typer af Non-Vintage Champagne.

Helt generelt siger man, at NV Champagne bør drikkes senest 5 år efter degorgering, men mange mener maksimalt 3 år. Så opstår det næste problem - er din flaske degorgeret lige for nylig, eller står du med en flaske, der er degorgeret flere år tilbage?

Få til nogle producenter er så forudseende, at de har skrevet på flasken, hvornår degorgeringen er foretaget, og så er det nemt, men såfremt det ikke står på Champagneflasken, så giver det problemer, hvis du ikke har købt den direkte ved release.

Hvis du ikke kan finde ud af, hvornår flasken er degorgeret, så drik den ved førstkommende lejlighed.

Reglerne er, at NV Champagne skal lagre mindst 15 måneder - heraf minimum 12 måneder med bundfaldet af døde gærceller - inden den frigives fra Champagne-huset, men mange af producenterne lagrer vinene længere til betydeligt længere for at optimere duft og smag i Champagnen ved frigivelse....

Nu bliver det så endnu sværere, da nogle Champagne-huse f.eks. laver en Grande Cuvée eller Tête du Cuvée, hvor der blandes en række forskellige årgange af Champagne i flasken. Disse vine holder betydeligt længere i kælderen, da de baseres på de bedste høstår og den fineste del af druemosten.

Krug laver f.eks. Grande Cuvée, hvor du kan se degorgeringsdatoen via en QR-kode på flasken, som du så kan få oversat til en degorgeringsdato på deres website. Her er vinen blandet af en række forskellige årgange af Champagne, og denne vin har meget lang holdbarhed.

Hvis man spørger Champagne-husene, hvornår man skal drikke NV Champagne, så vil de ofte sige "ved frigivelse". Det er der mange grunde til, men i Champagne er der mange, der altid drikker Champagne ved frigivelse og ikke tror på, at Champagne skal lagres, for sådan var det ikke tidligere :-) For Champagne-husene er det nok mere et spørgsmål om, at de gerne vil have forbrugerne til at drikke deres vine...

Vintage:

De fineste Champagner er vintage Champagner, men så hører enigheden nok også op.

De store Champagner kan snildt lagre 20-30 år fra høståret - og nogle endda længere, men om du foretrækker Vintage Champagne ved frigivelse eller med endnu mere alder er mere et spørgsmål om stil.



Reglerne er, at Vintage Champagne skal lagre 3 år, inden de frigives til salg, men i praksis lagres vinene ofte mellem 4 og 10 år, inden de bliver frigivet fra Champagne-husene, der gerne vil tilføre Champagnerne mere kompleksitet via længere lagring på bundfaldet.

Hvis du lagrer Champagne i en længere årrække, så skal du være opmærksom på, at Champagnen naturligt grundet fysikkens love mister en del af sine bobler. Champagne udvikler også en mørkere farve og får en lidt federe stil i munden. Dertil sker der en udvikling i duft- og smagsnuancer.

Er du til det friske, stærkt boblende og knivskarp syrestruktur, så taler det for, at du skal drikke ved eller umiddelbart efter frigivelsen.

Er du mere til det federe med mindre bobler og syre og større kompleksitet via større duft- og smagsspektre, så skal du selv lagre en årrække.

Undertegnede elsker f.eks. en frisk årgang af La Grande Dame fra Veuve Clicquot i 2006/2008, hvor syren kan slibe diamanter, og boblerne vælter frem i den kraftige smag. Bollinger RD 2004 er også "aggressiv" lige nu og umådelig herlig.

Men, jeg sætter umådelig pris på en Champagne fra 1988, 1989 eller 1990, når det skal være rigtigt delikat og komplekst, og jeg kan leve med ærgelsen over, at Champagnen potentielt er blevet for gammel, eller den har mistet for mange bobler.

Der er både noget over de friske og over de lagrede. Det er simpelthen en smagssag.

Selv om det intet har med lagring at gøre, så skal du måske lige kigge på, om du er til Blanc de Blancs (kun grønne druer), Blanc de Noir (kun blå druer) eller til en blanding. Det er faktisk ret afgørende for smag og duft i Champagnen.

Rhone

Cotes du Rhone:

Den største overraskelse med Cote du Rhone eller Cotes du Rhone Villages er nok, at vinen ikke bare er en hverdagsvin, der skal drikkes i løbet af 1-2 år, som mange tror.

CdR's holdbarhed og lagringspotentiale afhænger nemlig i høj grad af intensitet, koncentration, kvalitet og en række andre faktorer, der har indflydelse på det optimale drikkevindue. Det er ikke usædvanligt, at nogle CdR har samme holdbarhed som f.eks. Chateauneuf-du-Pape, hvor mange har en tendens til at gemme disse for længe :-)

Hvis vi betragter standardudgaverne, så vil de præstere optimalt 2-5 år efter produktionsåret, men de bedste producenter kan frembringe meget koncentrerede vine med masser af saft og kraft, der snildt holder +10 år.

Ud fra Vinhulen.dk's erfaring, så kan hovedparten af vinene stadig udvikle sig i 3-5 år efter produktionsåret, men de er sjældent sekundære i duft og smag de første 5-7 år, hvis de overholder betingelserne opstillet i indledningen af artiklen.

Her taler vi CdR i prislejet kr. 100 til kr. 150. Kommer vi højere op, og kvaliteten afspejler prisen, så udløses ofte et potentiale, der som tidligere skrevet snildt overstiger 10 år. Som en bonus af den længere lagring får du en meget kompleks og fuld oplevelse i duft og smag, som mange vine kan misunde.




CdR har ovenikøbet den fordel, at de sjældent bliver sekundære i duft og smag, når de får alder. Oftest bevarer de den røde frugt, og krydderierne går lidt i baggrunden. De fleste er meget frugtstærke, og så får du tit rigtig god kvalitet til prisen.

Der kan gøres mange kup her. Hvis vi skal nævne en klassiker, der er særdeles holdbar, så er f.eks. Cote-du-Rhone 2010 fra Guigal lige i øjeblikket bedre end nogensinde, og her er prisen kr. 80-100. Træder vi op på den store klinge, så er der f.eks. Cote-du-Rhone fra Chateau de Fonsalette. Her er vi over kr. 1.000 for en flaske, men så er den også koncentreret som sjældent set, og vinen skal du slet ikke nærme dig de første 10 år.

Du skal være opmærksom på, at der i CdR er meget stor forskel på lagringspotentialet alt efter årgangens kvalitet. "Mindre" årgange er drikkeklare efter 1-2 år, mens "store" årgange behøver 3-5 års lagring. Længere lagring kræver, at du vælger "store" årgange fra "store" producenter.

Derfor - jagter du vine, der kan ligge længe, inden de er perfekt modne, så er CdR et fint bud og en relativ billig vintype i forhold til kvalitet - men hold øje med årgangene.

Hvordan bliver CdR, når de bliver for gamle? De bliver flade og støvede, mister frugten, bliver syrede og kun krydderierne er tilbage. Det er ikke en vintype, der er attraktiv, når du presser holdbarheden.

Chateauneuf-du-Pape:

Chateauneuf-du-Pape forbinder de fleste med langt lagringspotentiale, inden vinene er modne, og det kan også være rigtigt, men det er ikke altid, at den antagelse holder vand.

De fleste vil nok mene, at vi taler 20-30 års potentiale, men det er ingenlunde tilfældet. Til gengæld har CdP altid behov for nogle år på bagen, inden de er rigtigt modne.

En typisk modningsperiode på 5-7 år fra produktionsåret skulle løse de fleste vines manglende modenhed, når vi taler kvalitetsproducenter. Mindre producenters vine er så godt som altid modne efter dette forløb.

Når vi taler CdP, så er der dog behov for at skelne mellem "mindre" år og "gode" år, for det betyder rigtigt meget for denne vintype. Tag f.eks. årgang 2013 der hører til de "mindre" årgange. Næsten moden fra frigivelsesdatoen, mens mange vine fra det "store" år 2001 fortsat kan udvikle sig fra de bedste producenter, mens de er modne fra de gode producenter.

Du har altså en årgang 2013, der har været drikkemodne næsten fra begyndelsen og årgang 2001, der først lige er ankommet til deres drikkevindue, og hvor nogle fortsat har potentiale.

Du er også nødt til at vide, om producenten er traditionel i sin tilgang til vinfremstilling, eller du står med en superkoncentreret CdP. Det kræver naturligvis viden om producenterne.

Den klassiske verdensklasse CdP fra Rayas modner faktisk hurtigere, end man skulle antage. Her er fokus på røde bær og hindbær, perfekt syre og koncentration, så vinene modner relativt hurtigt, men de bliver på toppen længe. Mindre årgange drikker utrolig godt nu, f.eks. 2004, mens de store årgange som 2010, 2003, 2001 og 1998 fortsat udvikler sig.

Hvis du til gengæld tager Roger Sabon's Châteauneuf-du-Pape Le Secret des Sabon, så er den nærmest ikke til at komme i nærheden af det første årti, og her kæmper vi fortsat med manglende modenhed fra 2001. Det skyldes utrolig koncentration, høj alkohol og selve tilgangen til typen. De mindre årgange er nemmere at gå til, men de kræver tid.

Man kan også tage Domaine du Pegau, der laver en flot CdP Reserve, der i store år næsten er legendarisk, f.eks. 2001 og 2003. De er modne nu, og de vil holde sig på toppen nogle år. Til gengæld kan du så drikke 2013 og 2014 allerede nu, for de er fuldt modne henset til de mindre årgange. Tager du så Domaine du Pegau's "da Capo", så er den nærmest skræmmende i sin koncentration, alkohol og intensitet. Undertegnede har smagt de fleste, og selv årgang 1998 kæmper stadig med at finde den modne balance.

Skal vi opsummere CdP ganske kort, så er det vurderingen, at producenternes alm. CdP kan drikkes relativt hurtigt, når prisniveauet ligger på kr. 300 - 500. 5-7 år fra produktionsåret er passende. Store årgange skal have lidt mere lagring, inden de peaker. Her skulle 10 år være passende i de fleste tilfælde.


De store CdP vine - producenternes flagskibe til kr. 1.000 - 3.000 bør kunne ligge i alt fra 20-30 år fra de store årgange, mens du bør skære 10-15 år af denne periode for de "mindre" gode år.

Det vigtigste med Chateauneuf-du-Pape er sådan set, at du holder øje med årgangen. "Mindre" årgange har i CdP et meget begrænset lagringspotentiale. Hvis du gerne vil have CdP, der kan lagre længe, så skal du gå efter de gode årgange og fra de bedste producenter.

Til gengæld er fornøjelsen i vintypen er, at vinene er meget hurtigt tilgængelige i de mindre årgange og smager aldeles glimrende...

Altså fra gode producenter - "mindre" årgange. Køb og drik hurtigt (5-7 år). "Store" årgange. Køb og gem gerne 10-15 år, inden du drikker dem. "Store" årgange af top-cuvéerne fra de bedste producenter. Køb og gem 20-30 år, inden du drikker dem.
Vi råder til at tjekke dine vine løbende og smage på dem, så du rammer dem på det bedst mulige tidspunkt (kræver naturligvis at du har mere end 1 flaske). Denne artikel handler netop om, at du skal forsøge at drikke dine vine, mens de stadig er i live.

Hvordan bliver CdP, når de bliver for gamle? Undertegnede har relativ stor erfaring :-) Jeg plejer at sige, at de bliver flade og støvede, mister frugten og er helt uspændende krydrede.

Det er ikke en vintype, der er attraktiv, når du presser holdbarheden.



Hermitage:

Et meget lille vinområde på ca. 140 hektarer men hvor vinene er nogle af de mest holdbare vine fra Frankrig baseret på Syrah-druen. Hermitage ligger 45 km. syd for Cote-Rotie og ca. 125 km. nord for Chateauneuf-du-Pape - alt efter målepunkt.

Hermitage er, ligesom Cote-Rotie, notorisk kendt for vine med langt lagringspotentiale og sin Syrah-baserede frugtbombe-stil. Det er så at sige umuligt at slå disse vine ihjel :-). Lagringspotentiale er i alt fald 20-30 år for topproducenterne og i alt fald 20 år for de solide producenter.

Undertegnede finder generelt vinene fra Hermitage lidt mere "svulstige" end vinene fra Cote-Rotie, selv om dette næppe er evidensbaseret - snarere et udtryk for producenternes tilgang til faget og stilen frem for terroir...

De største Hermitage fra Paul Jaboulet, Jean-Louis Chave, Chapoutier, Delas Freres, Guigal, Marc Sorell m.fl. skal bruge lang tid på at komme rundt og vise modenhed. Dem skal man aldrig røre på de første 10 år, og de vil normalt udvikle sig i 20-30 år fra gode årgange.

Lidt mindre producenter skal ligge i alt fald 5-7 år, og der er aldrig noget problem i at drikke dem mellem 10-20 år fra frigivelsesåret. Udvalget er dog relativt begrænset i Hermitage, da det som skrevet er et lille område.

Cote-Rotie:

Cote-Rotie er en af de største vine fra Rhone med et sædvanligt langt og solidt lagringspotentiale. Det er ikke vine, der er beregnet til at nyde direkte efter frigivelsen men beregnet for udvikling i flasken til senere nydelse.

Cote-Rotie har mange ansigter, men de kan kort fortalt skelnes mellem de traditionelle, meget rødfrugtede og aristokratiske typer, f.eks. Rostaing og Jamet, og de mere moderne, mørkfrugtede bulderbasser, f.eks. Guigal.

Undertegnede har de absolutte bedste erfaringer med at drikke Cote-Rotie, når de er modne, og det er et lettere arbejde end mange andre vintyper, da drikkevinduet er relativt langt, hvor vinene holder sig længe på det optimale stadie.

Cote-Rotie er dejlig befriet for at gå i skovbund, brun farin og andre sekundære noter - selv i høj alder, men de kan godt blive støvede i udtrykket - både som umodne og lidt for modne - specielt de tradtionelle producenter.

Syrah druen har solid holdbarhed og har evnen til at bevare frugten og give vinene et langt liv. Man skal passe lidt på de særligt varme årgange, der godt kan blive lidt udflydende i nuancerne og miste lidt holdbarhed, som det ofte gør sig gældende for varme årgange.

Hvis du vælger kvalitetsvine fra Cote-Rotie, så bør du lade vinene ligge i alt fald 5-7 fra høståret, inden du drikker dem, men rigtigt mange vil holde sig både 20 og 30 år. Eksempler på meget stor holdbar finder du i Jamet, hvor 1999 er lækker nu. Guigal La Turque 1990 er en af undertegnedes yndlingsvine lige nu i en alder af 30 år.

Rostaing laver klassiske, fremragende vine ligeledes med stor holdbarhed. 1999 er flot lige nu, så du kan se, at modningsperioden er lang, men du får til gengæld en uhørt lækker kompleksitet, hvis du kan vente.

Hvis man skal være lidt mere generel, uanset om du køber de helt dyre Cote-Rotie eller de lidt billigere Cote-Rotie fra solide producenter, så går du aldrig fejl, hvis du lader dem vente 10 år fra produktionsåret og drikker dem indenfor 20 år. Hovedparten af vinene har intet problem med at levere i dette vindue.

Portvin

Vintage port:


Vintage Port er måske noget af det nemmeste at have med at gøre, når det kommer til lagringspotentiale men noget af det sværeste at have med at gøre, hvis man vil ramme det optimale drikkevindue.

Vintage Port kan drikkes, når det er helt ungt, da det er sødmefuldt og smager cremet og frugtstærkt, og der er masser af tyngde og intensitet, og alle de lidt mere hårde noter er gemt. Alkoholen er skjult, og tanninerne ligger bag frugten.

Det gør dog ikke om ved, at man bør drikke Vintage Port, når vinen er moden og klar, og så skal man vente længe!

Vintage Port har en meget lang holdbarhed, men der er grænser, hvis du vil overholde de betingelser, der er opstillet indledningsvist i artiklen. Undertegnede drikker helst ikke Vintage Port, hvis det smager af Colheita, for så er det en Vintage Port, der er oxyderet, men ikke på den rigtige måde, som det er tilgældet i F.eks. Colheita.

Vintage Port fra "mindre" producenter som f.eks. Rozes, Burmester, Romariz o.s.v. har et modningsforløb over 15-30 år alt afhængig af årgangens storhed. De "mindste" årgange tager omkring 10-15 år om at modne, men de kan snildt holde 20. De "store" årgange tager omkring 15-20 år om at modne, men de kan snildt holde sig i 30.


Vintage Port fra "store" producenter som f.eks. Taylor's, Graham's, Fonseca, Dow's o.s.v. har et modningsforløb over 30-50 år igen afhængig af årgangens storhed. De "mindste" årgange tager typisk op mod 20 år om at modne, men de kan snildt holde sig i 40-50 år. De "store" årgange tager typisk 30 år om at modne, men de kan holde sig i minimum 50 år.

De "store" producenter frigiver sjældent Vintage Port i "mindre" årgange, hvor der oftest kommer Single Quinta vine. Her kan man så gøre et rigtigt godt køb, da de er væsentligt billigere.

Hvor går grænsen så? Det er svært at sige entydigt. Årgang 1963 og 1966 drikker glimrende nu, men de var måske mere optimale for 5-7 år siden - stadigt fremragende.

1945 holder stadig for de allerstørste producenter, men kommer vi tilbage til 1927, 1912 eller ældre, så er der ofte tale om vine, der har mistet gejsten med manglende frugt, oxyderede noter eller blot uønsket forfald.

Det kan bestemt ikke afvises, at der er undtagelser, men så skal det være flasker, der kommer direkte fra producentens kælder eller en tilsvarende fra en professionel samler.

Undertegnede finder det vigtigt, at Vintage Port smager af Vintage Port. Så mange gange har man siddet og forsøgt at gætte, om en blindflaske er Vintage Port eller Tawny (Colheita, 40 year old), og sådan bør det ikke være. Man skal drikke vinen, når vinen dufter og smager af det, som det var intentionen, da man producerede den.

Moden Vintage Port mister en del af kræfterne fra tanninerne, hårdheden, alkoholen og ikke mindst farven og udvikler, når de er bedst, røde bær eller blomme, dyb lakrids, flot syrebalance og et svirp fra tanninerne og kraften. Kombinationen af den røde frugt/blommen, nuancerigdommen og kraften er hele essensen i denne vintype. Det kan endda blive rigtigt fint med supplerende noter af flødekaramel, smør, jordbær og stor fedme, hvis man har ramt vinen lige i skabet. Det sker desværre sjældent, for det er svært at ramme rigtigt :-)

Hvis vi taler de "store" producenter, så er årgangene 1963, 1966, 1970 og 1975 glimrende i øjeblikket, og 1985 er på vej ind i sit optimale drikkevindue, men det haster ikke.

Hvis vi taler de "mindre" producenter, så kan du snildt drikke 1985 og endda 1994 uden problemer med manglende modning.

Hvis du påtænker at købe Vintage Port med ønske om lagring, så køb fra de "store" årgange og de "bedste" producenter. Vinene er betydeligt bedre, og holdbarheden er som skrevet væsentlig længere end i "mindre" årgange. Dog skal det understreges, at Vintage Port overrasker positivt fra tid til anden. Det er ikke altid, at de "små" årgange forsvinder og oxyderer. De "store" producenter lavede glimrende Vintage Port i "mindre" årgange, inden der var noget, der hed Single Quinta, der først kom til i 1986.

Late Bottled Vintage:


Late Bottled Vintage (LBV) er egentlig tænkt som en lidt længere lagret Ruby-type (2-4 år), der er drikkeklar ved frigivelse - altså ingen lagringspotentiale.

Det skyldes, at LBV oprindeligt blev tappet filtreret, modsat Vintage Port. De senere år har dog indført en ny måde at tænke på blandt producenterne, og mange LBV'ere sendes i dag på markedet ufiltreret, og dermed er der faktisk lagringspotentiale i vinene, så det afgørende for potentialet er faktisk, om vinene er ufiltrerede eller filtrerede.
De ufiltrerede vine giver med tiden bundfald, som du kender det fra Vintage Port. Man kan undre sig over, at man ikke altid filtrerer portvin, men det skyldes, at når man filtrerer, så fjerner man også noget af portvinens smag og lagringspotentiale.

Filtrerede LBV'ere har en levetid på op til 3-7 år i flasken alt efter producent, mens ufiltrerede LBV'ere har en betydelig længere potentialeperiode og kan sagtens holde +10 år og de bedste betydeligt længere.

Undertegnede følger med stor interesse den seneste tids hype omkring ældre LTV fra 1970'erne og 1980'erne, der bredt prises højt, og det er endda set, at der udbrydes: "fantastisk, vinen smager næsten som en Tawny med alder". Hop ikke med på den bølge. Såfremt en LBV smager som en Tawny, så er den gået over tiden - hver ting til sin tid.



LBV er en ruby-type, og den skal smage som en Ruby - ikke som en tawny, der netop har et oxyderet element i sig fra lang fadlagring. LBV i 1970'erne og 1980'erne var ufiltrerede, og de var bestemt til umiddelbar nydelse - ikke et langt liv i kælderen. Bredt kaldes fænomenet "mosevand" - og det er ikke positivt ment :-)

LBV er altid et godt alternativ til Vintage Port i de unge år, da prisen er ca. 1/4 for en LBV fra en solid producent. Med alderen vinder Vintage Port, hvorfor prisen retfærdiggøres.

Colheita/Tawny med alder

Tawny med alder dækker over Colheita og 10, 20, 30 og 40 Year Old Tawny.

Tawny aftappes altid med angivelse af tappedatoen på enten for- eller bagetikette, og det er der en grund til - de er nemlig ikke beregnet til at lagre.

Her er det faktisk tid til at være meget stram i vurderingen af lagringspotentiale.

Unge Colheita'er lever fint i flasken i en del år, men når du har med ældre Tawny'er at gøre, så går det hurtigt ned ad bakke med den perfekte oplevelse. Undertegnede foretrækker friske aftapninger (1-2 år). De er mere præcise i syren, og strukturen er optimal. Når vinene ligger f.eks. 5-7 år fra tappedatoen, så begynder det at blive lidt mere "udflydende" i oplevelsen med spidsere syre og mere markant alkoholsmag.

Derfor kan det anbefales at kigge på tappedatoen på flasken, så du sikrer dig den mest optimale oplevelse. Det gælder både Colheita og Tawny med alder.

Det er naturligvis ikke sådan, at en ældre Colheita ikke kan ligge flere år i flasken. Den er bare ikke fuldt optimal på de parametre, der er opstillet øverst i artiklen, og der er hele formålet med vin at ramme det optimale drikkevindue.

Man kan også sige det på en anden måde - køb Tawny når du skal drikke den og stort set undgå at lagre den i længere tid :-)

God fornøjelse

Vinhulen.dk
Copyright 2020