PORTVINSBAREN

Kingosgade 4, 1623 København V.

DANMARKS FØRSTE PORTVINSBAR

Portvinsbaren 2014

På Vesterbro i København - nærmere bestemt på Kingosgade 4 - har 5 gutter den 22. august 2014 åbnet Danmarks første portvinsbar.

Passionen for portvin har ført til, at de 5 herrer på henholdsvis 48, 38, 35, 25 og 21 år har slået pjalterne sammen, og holder portvinsbaren åben hver torsdag, fredag og lørdag.

Alle har enten et fuldtidsjob ved siden af eller studerer, så man kan vel stadig kalde projektet for et fritidsprojekt.

Portvinsbaren er som skrevet den første af sin art i Danmark, og den har været undervejs i over 1 år, men nu er den virkelighed, og du kan som publikum kigge ind og være en del af fællesskabet om portvin.

Denne aften i august havde yours truly taget kvindeligt selskab med for at tjekke Portvinsbaren ud, og vi mødte Edward, der er den drivende kraft bag foretagendet.
Portvinsbaren 2014

Edward er gymnasielærer ved siden af sin store fritidsinteresse, men hans hjerte er tabt til de gyldne dråber fra Douro i Portugal, og Edwards viden om emnet er betragteligt, og det mærker gæsterne hurtigt!

Ã…bningstiderne er indtil videre:

Torsdag 16.30 - 22.30
Fredag 15.00 - 01.00
Lørdag 17.00 - 01.00

Lørdag kl. 15 holder Portvinsbaren smagninger for booket publikum, hvor der f.eks. den 6. og 13. september 2014 er begyndersmagning. Begge er desværre fuldt booket på nuværende tidspunkt.

Senere vil der også blive afholdt smagninger af Vintage Port med forskellige producenter gennem flere årtier og en række andre interessante smagninger, hvor man som gæst kan opleve forskelligheder i typer, producenter og årgang.

Portvinsbaren 2014

Yours truly fangede Edward midt i den hektiske betjening af kunderne. Vi havde taget plads bagerst i lokalet ved et lille rundt træbord, og Edward placerede sig i stedets, grønne, kæmpe stofstol fra 70'erne.

Hele Portvinsbarens koncept hviler på passion og lysten til at præsentere portvin i sit rette element, og Portvinsbaren serverer derfor portvinen i det officielle portvinsglas, godkendt af portvinsinstituttet, og til den rigtige temperatur.

Udgangspunktet er de berømte ord fra Percy Croft fra Croft, der sagde: "Any time not spent drinking port is a waste of time" - Så er vi igang!!

Der serveres den mere kendte portvin fra de store huse, men også de mindre kendte vine fra bl.a. Quinta de Mourãu. Edward kunne berette, at gutterne bag projektet forventer at finde flere producenter og udvide udvalget på vinkortet hen af vejen, når man falder over noget interessant.
Portvinsbaren 2014

Som sagt havde min ledsager og jeg sat os bagerst i lokalet, og vi besluttede os for at starte med et glas Krohn - 20 year old Tawny til kr. 110,00 pr. glas. (en hel flaske koster kr. 550).

Den smarte læser kan straks regne ud, at hvis man er 4-6 personer af sted, så er det meget attraktivt at købe en hel flaske.

Mængden af portvin i glasset var ganske rigeligt. Der er ingen nærighed her, og Krohns tawny'er leverer jo altid højt niveau.

Jeg er meget begejstret for ideen om, at man kan købe enten et glas eller en hel flaske af den ønskede portvin, hvis der er tale om tawny'er, mens man ved nydelse af Vintage Port alene kan købe en hel flaske, undtaget "dagens Vintage Port", der udskænkes i glas.
Portvinsbaren 2014

Så kan du spørge om, hvorfor det er sådan, men det er egentlig logisk. Det er fordi, at tawny'erne kan holde i uger efter åbning, mens LBV og Vintage Port skal drikkes i løbet af et døgn, og Edward fortalte, at Portvinsbaren simpelthen ikke ønsker at servere portvin, der er blevet flad eller har mistet gejsten - fair!

Portvinsbaren har plads til ca. 30 gæster og er bygget op i en let rustik stil med mørke farver på væggene og dæmpet belysning fra kobberlamper over bordene og på væggene.

Møblementet er holdt til træborde kombineret med sofabænke langs væggene, og bagerst i lokalet finder man "baren", der dog endnu har hvide kakler på siden, og jeg er enig med Edward i, at disse med tiden kan trænge til at blive afstemt med resten af interiøret.

Det samlede billede giver et indtryk af den klassiske stemning på en portvinsbar i Douro og omegn - og det er ingen tilfældighed.
Portvinsbaren 2014
Bag baren tryller de 5 gutter med både portvin af standardtyperne men også hvid portvin, rosé og port-cocktails. Derudover kan man få øl, vin, ostekage, nøddekaramel kage og Pastéis de Nata.

Der er også plads til at få en kop kaffe eller en Ramlösa, hvis man ønsker.

Min ledsager og jeg følte nu trang til at hoppe på Vintage Port, og "dagens Vintage Port" var Vintage Port 2000 fra S. Leonardo - en potent sag fra en fantastisk årgang med masser af frugt, kraft, fylde og intensitet. Et godt valg for gæsterne, hvis man lige skulle prøve Vintage Port. Her blev man ikke skuffet.

Prisen for dette glas ligger på kr. 120, og man kan købe en hel flaske for kr. 750.

Vi havde lejlighed til at studere kortet nærmere, og det kan med det samme konkluderes, at Portvinsbaren kommer godt rundt!

Der er mulighed for at smage både 10, 20, 30 og 40 års Tawny, og der er Colheita spændende i årgange fra 1955 til 2000. Producenterne er nogle af de mest anerkendte til typen - Krohn og Burmester, så det er fuldt tilfredsstillende.

Vintage Port dækker årgangene 1985 - 2003, og her er ramt både Taylor, Noval i udbuddet, men der er efter min smag for mange Burmester, hvis evner ud i Vintage Port ikke matcher deres Tawny-kvalitet.
Portvinsbaren 2014

I dette område kan der nemt suppleres med andre topproducenter som f.eks. Grahams eller Fonseca.

Late Bottled Vintage (LBV) er mere all-round med både Taylor, Dow, Krohn og Offley til ganske rimelige priser.

Vi måtte jo også lige se "kælderen", hvor dråberne opbevares. Endnu ikke færdig, men som det fremgår af billedet, så er der da kommet nogle flasker på lager :-)

Klokken var efterhånden blevet kaffetid, og sikke da en god kop kaffe der kan bryde smagen af portvin i mundhulen. Serveret i 70'er stel af nærmest stentøj i brun farve - fantastisk retro!

Både min ledsger og jeg kunne såmænd sagtens have siddet i Portvinsbaren nogle timer endnu og sludret med Edward, de andre gutter og gæsterne, men alle gode oplevelser får en ende - i alt fald for denne gang.

Jeg kan kun sige - let numsen fra stolen og kom ind i Kingosgade og besøg Portvinsbaren!

Stedet emmer af portvin, Douro og passion for portvin.
Det er et pragtfuld sted, som Edward og gutterne har banket op i hjertet af København. Det er svært at skabe atmosfære på så kort tid, som Portvinsbaren har eksisteret, men det er sket, og det er sket behørigt.



Her er alt, hvad du kan ønske som portvinsinteresseret eller portvinsfreak. Det er ganske enkelt super hyggeligt med passioneret betjening, godt udvalg og en stemning af portvin i alle hjørner og alle kroge.

Min varmeste anbefaling af stedet - don't miss it!

Du kan kontakte Portvinsbaren på 88 93 28 18 eller skrive til info@portvinsbaren.dk.

Der kan IKKE reserveres bord.

God fornøjelse....


Michael Christensen
Vinhulen.dk
Copyright 2014