Italiensk Vin - 1. udgave (2018)

af Thomas Ilkjær, Arne Ronold, Paolo Lolli og Ole Udsen

Anmeldelse af bogen

Italiensk Vin - 2018
Bogen Italiensk Vin er en dugfrisk og opdateret udgave af den tidligere Politikkens bog om italiensk vin, oprindeligt fra 2003.

Dermed er bogen gennemrevideret og opdateret med nyeste viden, skriver forlaget.

Bogen er som ovenfor beskrevet blevet til i samarbejde mellem Thomas Ilkjær, Arne Ronold, Paolo Lolli og Ole Udsen.

Paolo Lolli er chef på Restaurant Casa d'Antino og ejer af vinbutikken Enoteca.

Arne Ronold er Master og Wine, og stifter/redaktør af det norske tidsskrift Vinforum og derudover leder af det norske vinakademi.

Ole Udsen er førende på Syditalienske vine men har også skrevet afsnittet om Lambrusco.

Thomas Ilkjær er, udover at være forfatter, bogens faglige redaktør. Thomas Ilkjær er vinskribent på Politikken samt leder og stifter af Vinakademiet. Italiensk Vin er opdelt i følgende afsnit:


Det er de indledende oplysninger om personerne bag og bogens indhold.

Lad os kiggere nærmere på indholdet...


Helt generelt er der sket meget på bogfronten om italiensk vin gennem de seneste 10 år. Tidligere blev Politikkens bog om italiensk vin regnet som bogen om italiensk vin med en komplet oversigt over alle forhold om italiensk vin, men der er sket noget siden...

Der er kommet bøger om specifikke vintyper, f.eks. MGA om Barolo og Barbaresco i flere udgaver, Amarone della Valpolicella o.s.v. Meget mere specifikke bøger om enkeltstående vintyper, mens den nye Italiensk Vin kommer til at stå som det mest gennemarbejdede værk om italiensk vin helt generelt.

Ingen kan med rimelighed presse italiensk vin ned på 512 sider, men når man sætter Thomas Ilkjær på opgaven, så har man gjort det ypperligste forsøg :-)

Thomas Ilkjær er både italiensk vins grand old man og vinnørd ud over det sædvanlige, og selv om dåbsattesten siger 1971, så ved Thomas mere om italiensk vin, end de fleste når at vide på et helt liv.

At Thomas underviser de friske, unge mennesker på vinakademiet sikrer i alt fald, at vi får sommeliere i Danmark, der kan deres kram - specielt hvis du drøfter Barolo med dem :-)

Når man så får forener sig med Arne Ronold, Paolo Lolli og Ole Udsen, så kommer der ekstra bæreevne i fundamentet.

Det er som sagt også en omfattende bog. Den måler 21,5 x 28,2 cm og vejer 2.245 gram, så det er ikke en bog til ferie. Det er en bog, man sidder og læser i hjemme og ro og mag.

Bogen er særdeles rigt illustreret, og her har faktakortene en helt central rolle.

F.eks. kan man i afsnittet "Italiens vinhistorie - kort fortalt" se centrale årstal i nyere italiensk vinhistorie.

Her afsløres det, at de 4 første DOC'er (Est! Est! Est! di Montefiascone/Frascati/Ischia/Vernaccia di San Gimiganano) kom i 1966, 1982 var året, hvor den første 100% Barbera vin lagret på 100% nye barrique blev fremstillet, eller at EU fra og med 2012 skal godkende alle DOC/DOCG vine fra Italien. Skemaet går fra 1716-2012.

Der er også i afsnittet et fint skema over den italienske vinlovgivnings historie fra 1924-2016.

Vægtningen i bogen er ganske givet velovervejet, men her er det vigtigt at fortælle, at noget er skaleret ned, mens andet er meget grundigt beskrevet.

Som et eksempel kan nævnes, at selve vinfremstillingens ædle kunst/vinifikation, jordbund og klima fylder hver en halv side i bogen, mens oversigten over italienske druer fylder 30 sider. Dog skal siges, at klimaet har fokus under hver enkelt vinregion.

Afsnittet om Barolo fylder ca. 26 sider og Barbaresco fylder ca. 5, mens hele vinregionen Emilia Romagna er kogt ned til 10 sider. Givet en fornuftig disposition efter væsentlighedsprincippet over for læserne. Ellers kunne bogen sagtens fylde 1.000 - 1.500 sider.

Godt 400 sider af bogen er dedikeret til gennemgang af Italiens 20 vinregioner - delt op på Nordvestitalien, Nordøstitalien, Mellemitalien og Syditalien med øer.

Indledningsvis får læseren lige en oversigt over provinser, indbyggertal, areal og regionshovedstad i faktaboks, og det følges op med produktionsfakta med vinmarksareal, produktion, DOC/DOCG andel og fordeling mellem rød- og hvidvin.

Der er naturligvis også en oversigt pr. vinregion om antallet af DOC og DOCG vine i faktabokse med navns nævnelse.

På de 400 sider går forfatterne virkelig i dybden med stoffet. Der er ualmindelig mange oplysninger.

Der er også i bedste MGA-bog-stil indarbejdet oversigter over producenter på MGA-markerne, hvor det er hensigtsmæssigt.

Det eneste i afsnittene om vinregionerne, som undertegnede er knapt så vild med, er nævnelse af producenter på vintyperne. Det ultimative er, at man burde nævne alle eller ingen.
Når man specifikt vælger nogle, så kan det ligne en fremhævelse af egne favoritter eller tilfældighedernes spil.

Det er klart, at man ikke kan få alle med, da Italien suverænt har det største antal af producenter, og så ville bogen igen være tyk som en samling af leksika. Men, når afsnittene så indeholder en oversigt over "andre anbefalelsesværdige producenter", så læser undertegnede det som om, at de fremhævede og nærmere beskrevne producenter er forfatternes egne favoritter.

Ingen skade sket - der skal bare skiltes lidt tydeligere med intentionen efter min vurdering, når vi er ude i subjektive vurderinger...

Så er der til gengæld glæde hos en gammel vinnørd, når man kommer til side 478 - statistisk appendiks.

Her kan man fordybe sig i alle mulige brugbare og knapt så brugbare data om italiensk vin.

Til førstnævnte kategori kan nævnes "Produktion af vin i Italien 2012-2016 (hektoliter)" eller "de 10 største DOC/DOCG vine (hektoliter aftappet i 2016)", mens "Potentielt beplantede hektarer pr. region 2000/2016" nok må siges at værende meget nørdet tilhørende den sidste kategori, men vi er nogle, der elsker det :-)

Ordlisten bag i bogen sammen med stikordsregistret er uundværligt.

Samlet set er bogen uundværlig, hvis du elsker italienske vine.

Den er skrevet af de bedste skribenter vi har på italiensk vin, og bogen er virkelig omfattende og fint disponeret.

Faktisk kan man imponeres over, at forfatterne kan presse så meget viden ned på bare 512 sider, hvor vel ca. 150 sider samlet set går med kort, billeder og faktabokse. Det kræver en sikker hånd, når der skal prioriteres i indholdet, men det er lykkes formidabelt, som det også var tilfældet i den "gamle" udgave.

Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at dette ikke kunne være den ultimative julegave til vinnørden ud i italiensk vin.

Der er læsestof til mange timer, og derfor kommer denne anmeldelse da også med et par ugers forsinkelse :-)

Bogen udkom den 25. september 2018.
512 sider, rigt illustreret.
Pris kr. 450,00.
Fra Politikkens Forlag.
Bogen kan købes hos boghandlerne og online.


Vinhulen.dk
November 2018
Michael Christensen