Chianti Classico temasmagning 2017

Chianti Classico - Temasmagning 2017

På denne side finder du årets Chianti Classico temasmagning...

Chianti Classico er én af de mange italienske vintyper, der er internationalt kendt og anerkendt, men som også delvist står i skyggen i moderne tid i forhold til Supertoscanere og Brunello di Montalcino.

Det er der bestemt ingen grund til. Chianti Classico kan på alle punkter konkurrere mod enhver anden vin fra Toscana.

Alene al den stund, at hovedbestanddelen og ofte hele indholdet af Chianti Classico er Sangiovese drue (80-100%) gør den konkurrencedygtig mod Brunello di Montalcino, der altid skal være på 100% Sangiovese drue.

Kampen kan også tages op mod de Supertoscanere, der er på primært Sangiovese, og skulle Chianti Classico ønske at konkurrere mod nogle Supertoscanere med franske druer, ja så kan Chianti Classico jo have op til 20% franske druer iblandet.

Derfor holder Vinhulen.dk fokus på Chianti Classico, for vi elsker Chianti Classico, og vi elsker italienske vine helt generelt, så Chianti Classico - Temasmagning 2017 er kun den første af hele 3 temasmagninger.

De kommende 2 uger kigger vi på Chianti Classico Riserva og Chianti Classico Selezione.

Chianti Classico er oprindeligt indbegrebet af italiensk vins hovedformål - drikkevare til dagens måltider.
Chianti Classico - Temasmagning 2017

Hvem husker ikke de gamle, signifikante bastflasker, der op gennem 70'erne og 80'erne var indbegrebet af italiensk vin - desværre ofte i en kvalitet, der lod meget tilbage at ønske.

Sådan er det ikke mere. Er Chianti Classico i bast, så er det fin kvalitet, men de fleste andre udgaver kommer i en ganske almindelig vinflasker, og kvaliteten er tit fremragende...

Derfor er det Vinhulen.dk's mål at vise dig som forbruger, at du ikke behøver at købe Brunello di Montalcino for at få Sangiovese.

Du behøver heller ikke købe Supertoscanere for at finde blandinger af italienske og franske druer fra Toscana. Chianti Classico har det hele, og prisen er markant lavere end hos de berømte søstervine - lidt for den snusfornuftige...

Nedenfor ser du de deltagende vine i temasmagning 2017 - Chianti Classico:

01. Chianti Classico 2012, Castell'in Villa, BB Vinimport - kr. 139,00 v/6
02. Chianti Classico 2012, Poggio Bonelli, Jysk Vin - kr. 109,00 v/6
02. Chianti Classico 2013, Il Molino di Grace, BB Vinimport - kr. 119,00 v/6
04. Chianti Classico 2014, Felsina, Domaine Brandis - kr. 149,00 v/1 (tilbud)
05. Chianti Classico 2013, Le Fonti, Toscavini - kr. 99,00 v/1
05. Chianti Classico 2013, Lornano, A Vinstouw - kr. 125,00 v/1
07. Chianti Classico Contessa di Radda 2013, Geografico, Rudersdal Vin - kr. 115,00 v/6
07. Chianti Classico 2013, Casa Emma, Vintur.dk - kr. 100,00 v/6
09. Chianti Classico 2014, Vigna Vecchia, Enoteca Midtvest - kr. 99,00 v/6
09. Chianti Classico 2013, Cafaggio, Sorgenfri Vin - kr. 109,00 v/6

--. Chianti 2015, Marchesi Torrigiani, Philipson Wine - kr. 69,95 v/12
Chianti Classico - Temasmagning 2017

Og hvordan gik smagningen så?

Vi har selvfølgelig nødt til at tage Chianti fra Marchesi Torrigiani ud af temasmagningen, da den simpelthen manglede "Classico", det vil sige, at vinen hører til udenfor Chianti Classico distriktet.

Desværre røg der også 2 vine ud af temasmagningen p.g.a. prop og oxydering.
Det er den slags, der sker...

Så var der 10 vine tilbage, og det blev tæt i toppen! Der er heldigvis rigtigt mange Chianti Classico vine, der har meget at byde på.

Chianti Classico er nemlig meget forskellige. Nogle har det helt friskt frugtede, nogle har stor fadpræg og skal gemmes, andre er fede og bløde og så er der også nogle, der er lidt mere stride i syrestrukturen. Kort sagt - noget for enhver smag.

Vinhulen.dk skal forsøge at afholde os fra at komme med egne smags- og duftpræferencer og alene kigge på kvaliteten. Det er svært, men det er ikke umuligt, når man blot har fokus på at betragte alle vine som selvstændige med hver sine fordele og ulemper - lidt som med mennesker :-)

Vi skulle dog vurdere det hele, og vi skulle komme frem til en konklusion, og den kommer her...
Chianti Classico - Temasmagning 2017

Den stærkeste vin på dagen og dermed vinderen blev Chianti Classico 2012 fra Castell'In Villa, importeret af BB Vinimport. Den er 100% på Sangiovese, og den er ekstremt frugtet, aristokratisk og vellavet.
Virkelig en fantastisk vin.

På en delt 2. plads finder vi Chianti Classico 2012 fra Poggio Bonelli, importeret af Jysk Vin og Chianti Classico 2013 fra Il Molino di Grace, importeret af BB Vinimport.
Vinene er på hver deres måde fantastiske. Poggio Bonelli er en rigtig fadfætter med masser af ristet kaffe og træ i duft og smag, mens Il Molino di Grace er meget fast og mørkfrugtet i sin stil. Begge vine er på 100% Sangiovese.

På en flot 4. plads finder vi temasmagningens dyreste Chianti Classico. Det er Chianti Classico 2014 fra producenten Felsina, importeret af Domaine Brandis. Måske er det den helt friske årgang, der har lukket for muligheden for endnu at åbne op...?
Den var meget fast i kødet, stram i syren og havde en del fadnoter. Svær at tackle i så frisk årgang, men det er en vin med mega potentiale.

Så gik det efterfølgende slag i slag fra plads 5 til 10.

Læg særligt mærke til Chianti Classico 2013 fra producenten Le Fonti på den delte 5. plads, importeret af Toscavini. Her har vi da "Kanonvin til spotpris" - fremragende til prisen.
Denne standard Chianti Classico imponerer altid. Den har det altid med at snige sig ind i toppen...

Det skal igen lige nævnes, at Chianti 2015 fra Marchesi Torrigiani ikke er med i ovennævnte opstilling henset til oprindelsesområdet.

En fantastisk dejlig og inspirerende smagning af Chianti Classico. I næste uge vender vi os mod Chianti Classico Riserva. Denne smagning er allerede større end Chianti Classico, og der er en hel uge endnu, hvor der kan nå at komme endnu flere vine.

God fornøjelse

Vinhulen.dk
Copyright 2017