TEMASMAGNING - BORDEAUX 1981 -2009

2. VINE TIL DE ØVERSTE 3 CRU'ER
VS
1. VINE FRA DE NEDERSTE 3 CRU'ER

Bordeaux 1981-2009

Som det er faste læsere bekendt, så holder vi på Vinhulen.dk med jævne mellemrum temavinsmagninger i lukket forum, hvor vi dyster mod hinanden på vinområder, som den seneste vinder har lov til at bestemme....

Denne gang var Frank Gooding event manager, da han sidste gang, fuldstændigt uforståeligt, vandt med en Cote Rotie i vor store Rhone vs Toscana smagning :-)

Denne gang havde Frank bestemt, at vi skulle lave en dyst, der hed "Bordeaux 1981 - 2009 - 2. vinene fra 1. 2. og 3. cru mod 1. vinene fra 3. 4. og 5. cru".
Umiddelbart vil man jo sige, at det er en umulig opgave for eksempelvis 5. cru'erne at hamle op med f.eks. 2. vinen til Chateau Haut-Brion, men her glemmer man så, at bag 5. cru findes f.eks. Chateau Lynch-Bages og Chateau Grand-Puy-Lacoste, og når man til og med kan gå helt tilbage til 1981, så er der faktisk åben slagmark med alle slags våben i spil :-) Bordeaux 1981-2009

Og alle våben bliver og blev taget i brug. Vi starter altid med at psyke hinanden over både mail og Facebook. Det kører jævnt over et par uger op til dysten, og her skal man ikke foranlediges til at tro, at det er for sjov. Nej, det er skam grænsende til terror og bespottelse!

På selve dagen mødes vi så under mottoet: "Det handler ikke om at vinde, det handler om at ydmyge", og så gås der til vaflerne.

lørdag den 10. marts var netop sådan en dag, hvor aftalen var, at deltagerne kunne ilte deres vine hjemmefra eller lade være. Kl. 17.00 skulle alle flasker stå på seperat smagebord pakket ind i sølvpapir fra top til tå, og så gik en udpeget person hen og blandede vinene, hvorefter yderligere en udvalgt person blandede igen efterfølgende, så ingen havde en chance for at vurdere, hvilke vine vi skulle smage på efterfølgende!

Bordeaux 1981-2009 Det skal herefter indskydes, at når du fremadrettet læser ting i artiklen, som kun kan skyldes, at man kender vinene, så er det fordi, at artiklen er skrevet efter afsløringen af, hvilke vine der under blindsmagningen gemte sig under sølvpapiret. Derfor kan vi selvfølgelig konkludere nogle ting, som vi ikke kunne under selve smagningen.

Vi vidste sådan set godt, at smagepanelet er sammensat af 6 personer med hver deres individuelle opfattelse af, hvad god Bordeaux er. Nogle er til de friske årgange med masser af frugt og power, mens andre er til de ældre årgange, hvor komponenterne i vinen er integreret i hinanden og smeltet sammen, og alderen fremgår i både næse og mund.

Derfor har vi denne gang fundet det vigtigt, at vi fremlægger den enkelte deltagers ratings, så du kan se, hvor stor forskel i bedømmelserne, der var på dagen - det var ret voldsomt. Igen må dette tilskrives forskellen i præference.... Bordeaux 1981-2009

Alle deltagere var selvsagt instrueret i, at det var meningen, at man skulle kigge igennem præference og alene vurdere vinene på deres kvalitet, men det er svært, når æren om at vinde er større end objektiviteten. Objektiviteten gemmer vi til de ugentlige vinsmagninger i smagepanelet - hvis 100% objektivitet altså findes. Det alene er en diskussion værd!!

Vi startede med 2 reference-vine, som skal sætte smagsløgene i gang, og de skal samtidigt give deltagerne en indledning til de kommende deltagende vine. Reference-vinene skal overholde samme kriterier som konkurrencens vine.
Det skal her indskydes, at vinderen af den sidste temasmagning har ret til at deltage med en ekstra flaske. Derfor havde 5 deltagere 2 flasker med, mens Frank Gooding havde 3 skud i bøssen.

Det samlede felt denne lørdag aften var:

Chateau Batailley 1990 (referenceflaske)
Chateau Camensac 2000 (Referenceflaske)

Bordeaux 1981-2009 Chateau Bahans Haut-Brion 2004
Chateau Lynch Bages 2000
Chateau Grand Puy-Lacoste 1990
Chateau Dauzac 1982
Chateau Lagrange 2000
Chateau Duhart-Milon 2003
Les Forts de Latour 1990
Chateau Bahans Haut-Brion 2004
Clos de Marquis 2003
Reserve de La Comtesse 2000
Les Forts de Latour 2003
Les Forts De Latour 2000
Chateau Talbot 1982

Bordeaux 1981-2009 Som det fremgår af ovenstående var alderen dækkende perioden 1982 til 2004, hvilket er en forskel på 24 år i årgangene. Det stiller store krav til smagsløgene at skifte frem og tilbage mellem vinene alt efter årgang.

Heldigvis var niveauet så højt, at alle vine holdt en meget høj standard, og derfor var kvaliteten uomtvistelig uanset hvilken vin, vi satte smagsløg til.

Nedenfor kan du se kommenterer til de enkelte vine, som vi smagte os igennem. Du kan klikke på vinen, såfremt du har lyst til at se den rating, som vi gav vinen, og så tages du direkte til vor database over vintest (alle kommentarer er skrevet, mens vinene blev serveret blindt).

Chateau Bahans Haut-Brion 2004

Rubinrød. Næsen, har ymer, lakrids, håndsæbe, solbær og flotte krattoner og en blød, varm og let sødmefuld stil i næsen. Masser af tobak i næsen. Smagen er blød og intens med masser af tobak, solbær, lakrids af den engelske skole og stor intensitet. Mørk og svulstig og endnu ret hård i stilen, men den har fedme og rygrad. Tanninerne hænger til sidst sammen med de mørke nuancer. Tobakken hænger også ved. Skal gemmes minimum 5 år. 93,5 92 93,5 96 94,5 92

Chateau Lynch Bages 2000

Violet. Næsen oser af træ, tobak, mødding, bolværk og direkte havn på en varm sommerdag. Senere udvikler den kvas og krat, men det er så tæt, at det bare er superbehageligt. Let parfume i næsen. Smagen har ganske let sødme og stor blødhed med solbær, kvas, krat og masser af træpræg fra fadet. Meget ung og angribende vin med masser af kraft og saft. Mangler nogle år i udvikling, men den smager fantastisk og slutter med en fest af tanniner. Tro mod solbærene og træet. Finalen er lang og vedholdende. 94 89 94,5 92 95 93

Bordeaux 1981-2009 Chateau Grand Puy-Lacoste 1990

Rubinrød med brun kant. Næsen har solbær, grøn peber, kvas og krat og let sødme. Ret kraftfuld næse. Meget klassisk og intens i næsen. Lakrids og pibetobak kommer senere i næsen. Herlig. Smagen har let sødme efterfulgt af solbær, krat, tobak, lakrids og vidunderlig balanceret og stadig intens og eminent frugtsyre. Lette brændte nuancer mod finalen. Det finurlige ved denne vin er, at den har mangfoldige nuancer og smag og fortsat skal den have tid i kælderen. Helstøbt og komplet vin der har det hele. 92 93 94 91 91 95

Chateau Dauzac 1982

Rødbrun. Næsen er sødmefuld med modne frugtnuancer og duftnuancer af tobak, træ, røg, lakrids. Moden i næsen. Smagen er blød og rund med lakrids, grøn peber, frisk frugtsyre og stor harmoni og elegance. Sødme holder hele vejen igennem. Tobak og grøn peber kører lige inden lakridsen træder frem. Tanninerne er helt integreret og sødmen holder hele vejen igennem. Stadig bid sammen med ædel alder. Skal drikkes nu, men den er også ramt lige i røven. 90 95 92,5 92,5 93 95

Bordeaux 1981-2009 Chateau Lagrange 2000

Violet. Duften har brændte nuancer, træ, slukket lejrbål og helt ungt præg med mørke kirsebær og intensitet. Ikke så meget solbær, men masser af kvas og krat og glimrende sødme. Smagen er blød og rund med brændte nuancer, træ, røg og ekstremt tanninholdig og allerede midtvejs kommer der bittertoner. Skal gemmes i nogle år, inden den er moden, men den har flot fylde og storhed – det er bare for pakket ind og ungt fortsat. Slutter meget tanninholdigt og med lette bittertoner. 91 93 96 93 93 92

Chateau Duhart-Milon 2003

Rubinrød til violet. Røg, træ – nærmest slukket lejrbål. Helt ung og intens næse med stald, surmælksprodukter, solbær, krat og kvas men også sødme der kan leve op til at give modvægt. Utroligt intens næse. Smagen er meget blød og fed med træ, røg og fed frugt af mørke bær – brombær. Sødmefuld og magtfuld med masser af power og right in the face med lette bittertoner og hårde nuancer. Lakrids kommer til. Har et stort liv foran sig. 93 92,5 96,5 94 94 94

Les Forts de Latour 1990

Rubinrød. Næsen er moden med mørkt rugbrød, stald, mødding, mineraler, læder og ældre nuancer. Ældre vin tyder det på. Smagen er moden med ælde og mineraler, stald, power i frugten og moden frugt, som der ikke længere er så meget solbær omkring – mere fugtig skovbund. Helt igennem ældre vin med de klassiske nuancer og tilstrækkelig kraft og fylde. Vil nok vurdere, at den er på toppen. Jordede toner træder frem sammen med champignon. Fortsat masser af grøn peber og kvas, men det er på den fede måde med lette tanniner i finalen. 93,5 94 95 95 92,5 93

Clos de Marquis 2003

Rubinrød til violet. Let vanilje, karamel/smør, solbær/kirsebær, lakrids og sveske og varmt indtryk. Meget ungt i indtrykket. Smagen er helt frisk og har attackerende frugtsyre og lette bittertoner i smagen. Ret voldsom og intens vin som er ung og ret umoden. Der er mere frugtsyre end tanniner i smagen, og det kan vurderes at den er meget ung, og lak er fremherskende. Finalen er relativt kort, men den er meget bitter og hård. 93,5 92,5 92,5 97 93 90

Bordeaux 1981-2009

Reserve de La Comtesse 2000

Rubinrød. Næsen har grøn peber, kvas, solbær og meget ren og intens næse med mørkt præg. Ung vin. Man kan godt argumentere for sveske i næsen. Smagen er frisk og ung med solbær, kvas og krat med fyldig frugt, eksplosiv frugtsyre og masser af krattede toner og meget frugtsyre. Ungdommelig i smagen og ganske mange bittertoner og grapefrugt og ingen særlig længde. Det skyldes helt sikkert, at den er ung og kræver tid, inden den folder sig ud. Finalen er tilsvarende kort men ret kraftfuld. Vil sikkert blive mere nuanceret med tiden, men lige nu er den ret lukket. 92 91 92 92 92,5 91

Les Forts de Latour 2003

Violet. Næsen har træ og røg over i slukket lejrbål med solbær, lever, sødmefuld krat og kvas og en lille nuance af rågummi. Smagen er blød og rund med solbær, kvas og kraft og ganske svulstig frugt og kraft. Stadig ung og kræver lagring, men den kræver lagring, men det er herligt, at den allerede sparker derudaf og giver valuta i munden. Frugtsyren er fast og godt sat, og den giver lidt svesketoner fra sig, men den har til gengæld ikke bankende tanniner, da disse er pakket ind i den massive frugt. Den kræver tid i kælderen, inden den er perfekt. 94 91 93 94 93 93

Bordeaux 1981-2009 Les Forts de Latour 2000

Rubinrød og tæt. Næsen har grøn peber og mørk, mørk frugt med træ over i friskhøvlede spåner og dejlig dybde og lille sødme. Fantastisk næse. Smagen er blød og rund med solbær, kvas og krat og ganske fantastisk sødmefuld stil og massiv tyngde. Helstøbt og volumiøs vin med masser af fylde og masser af kraft – og dog endnu ung og bestemt for langt liv i kælderen. Mørk chokolade træder frem midtvejs og finalen er lang, harmonisk og fed. Skal dog lagre yderligere for at vise sine bedste sider. Flot, flot vin. 92 92 91 93 93,5 94

Chateau Talbot 1982

Rubinrød til rødbrun. Næsen har grøn peber, solbær, stearin og dejligt modent og klassisk Bordeaux næse. Dejlig bolsjesødme i duften – mest af rabarber. Smagen er blød og rund med grøn peber, bolsjesødme, solbær og stor fylde og fantastisk harmoni. Det hele smelter sammen her. Det fede i vinen modspilles af korrekt frugtsyre og giver modspil. Næsten saftig og let sødmefuld. Tydeligt en moden vin, der kan drikkes nu og gemmes yderligere nogle år. Flot, flot glas. 93,5 93 95 91 92,5 94

Der var faktisk 2 Chateau Bahans Haut-Brion 2004 - luksus!!
Problemet var bare, at den ene havde defekt. Hverken prop eller oxydering. Bare nok til at den ikke nåede op på niveau med de øvrige vine. Den udgik derfor af smagningen...

Bordeaux 1981-2009
Nu var vi så kommet til det tidspunkt, hvor vi skulle afgøre, hvilken vin der var den værdige vinder. Her er vi meget demokratiske. Trods verbale eder og forbandelser over hinandens kommentarer under smagningen, så går retfærdigheden fyldest til i placeringsspørgsmålet. Alle 6 deltagere har afgivet point, og gennemsnittet udregnes herefter på den enkelte vin.
Vinene der opnår placering 1, 2 og 3 smages igen, hvorefter den endelige vinder blev fundet. Det gav følgende rækkefølge:

Bordeaux 1981-2009 01. Chateau Bahans Haut-Brion 2004
02. Les Forts de Latour 1990
03. Chateau Duhart-Milon 2003
04. Chateau Talbot 1982
05. Clos de Marquis 2003
06. Les Forts de Latour 2003
06. Chateau Lagrange 2000
06. Chateau Dauzac 1982
09. Chateau Lynch Bages 2000
10. Chateau Grand Puy-Lacoste 1990
11. Les Forts De Latour 2000
12. Reserve de La Comtesse 2000

Stærkt felt, stærke vine men det fremgår tydeligt, at 2. vinene fra top-cru'erne var for stærke denne aften i topplaceringerne, selv om det ikke er endegyldigt på de resterende pladser. Det er heller ikke i årgangene, at man skal finde nogle konklussioner.

Hvis du kigger pointene ovenfor, er det tydeligt, at der på nogle vine er stor uenighed, mens der på andre er næsten overraskende point lighed. Det er de ældre vine, der deler smagepanelet mest.

Vi kan simpelthen kun fastholde, at man bare skal vælge Bordeaux i de bedste årgange, og så gør de altid en god figur. De store årgange bliver bare ikke trætte - bare se på Chateau Dauzac og Chateau Talbot - begge 1982 - 30 år gamle, imponerende!! Bordeaux 1981-2009

Man kan fra tid til anden miste troen på Bordeaux, blive irriteret over de høje priser, opleve skuffelser o.s.v, men når det virkelig gælder, så træder Bordeaux i karakter og viser smageren, at Bordeaux hører til up there with the best of the best....

Så var tiden kommet til at hylde vinderen. Thomas Elkjær var den dygtige vinvælger, der havde investeret i Chateau Bahans Haut-Brion 2004, som tog feltet med storm.

Nu er det Thomas, der bestemmer, hvilke temaer der skal gælde, når vi træder sammen igen i efteråret 2012.

Efter sådan en smagning er der ligeledes tradition for, at værten er vært ved spisning og nydelse af resterne af dystens vine. Dette år havde Frank købt forskellige pølser og ost, som blev ledsaget af kvalitetsbrød.

Der er nu ikke noget, der er meget bedre end pølse, ost og moden Bordeaux. Smagningen var overstået, men så er det rart, at man kan sidde nogle timer og drøfte resultatet sammen og nyde mad og vin.

Det var betragtningerne fra dette halvårs interne temasmagning. Nyd artiklen og nyd god Bordeaux fremover. Du fortryder ikke!

Copyright 2012
Vinhulen.dk