BOMHUSET, SKOVRIDERKROEN

Strandvejen 235, 2920 Charlottenlund.

WINEMAKERS DINNER MED ETTORE GERMANO

Bomhuset-Ettore Germano
Lørdag den 22. november var undertegnede inviteret til winemakers dinner på Bomhuset i Charlottenlund med den relativt i Danmark ukendte, men solide, Barolo-producent Ettore Germano.

Ettore Germano er navnet, men i nutiden er det sønnen Sergio Germano, der laver vinene, og kvalieten er stærkt stigende fra årgang til årgang, og Barolo vinene er særdeles holdbare!!

Bomhuset er en hyggelig lille café med alt hvad naturen kan byde på. Med adresse på Strandvejen 235, ligger Bomhuset midt i Charlottenlund skov direkte til Øresund, og med Charlottenlund Slotspark som nabo.

Bomhuset er netop en café med afslappet stemning, hyggelige lokaler og ligger som sagt ret naturskønt. Der kan f.eks. nydes brunch på terassen eller man kan få varmen foran pejsen om vinteren. Sådan en rigtig café/krostemning lidt nord for København.

Derfor var næsen ej heller sat op efter det store gourmet sus, da Bomhuset slet ikke har Michelin-ambitioner, men mindre kan også gøre det, og konceptet er faktisk ret veldefineret, og caféen lever op til det de lover - Bomhuset-Ettore Germano

gedigen kvalitet, hygge, stemning og høflig betjening. Denne aften i form af en hær af unge kvinder med godt håndelag med restaurant chef Line Hartvig Rasch i spidsen. Og så må vi ikke glemme et formidabelt stykke arbejde af køkkenchef Finn Bay Nielsen.

Læserne af Vinhulen.dk vil vide, at jeg har kendt Sergio Germano i mange år efterhånden. Det hele startede tilbage med årgang 1998 af Barolo Cerretta, som undertegnede gav en fin bedømmelse.

Året efter stod Sergio Germano pludselig foran mit bord på arbejdet og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at smage 1999 årgangen af samme, og han satte flasken på bord, og sådan startede det hele....

En invitation til trøffeljagt i Piemonte var snart på bordet, men der skulle alligevel gå et par år, inden undertegnede kom til Serralunga for at besøge Sergio og smage hans vine. Det var dengang, hvor Spumanten på Nebbiolo-druen var ukendt, og det samme var Rieslingen Herzu. Dem smagte jeg i kælderen under ejendommen.
Bomhuset-Ettore Germano
Dengang var vinene på "eksperimental" stadiet, men som alle ved, så er det kun gået fremad siden!! Et besøg er altid lig med den aktuelle årgang i smagelokalet, og så en 30-40 vine direkte fra fad i kælderen. Det kræver sin mand at klare en sådan smagning!

Husker stadig da undertegnede og selskab skulle til frokost med Sergio i Serralunga. Bord sammen med borgmesteren og 300 gram Carne Cruda (tatar) pr. mand. Jeg kan forsikre læserne om, at porcelænskummen i vor lejede kælder i Barolo hverken før eller siden har set noget lignende :-)

Det er ved at være en del år siden nu, men minderne hænger ved....

Ovenfor ser du den dejlige forret af skaldyr, som Bomhuset havde kreeret. Inden havde vi drukket den dejlige Brut Rosé Rosanna på 100% Nebbiolo drue. Fremragende mousserende vin men man kigger gerne en smule skeptisk, når man ser Nebbiolo anvendt til bobler - men det er der ingen grund til. Vinen er aldeles fremragende!

Til retten med skaldyr fik vi serveret den hvide vin Riesling Herzu, som er gået hen og blevet én af de mest hædrede italienske hvidvine på markedet. Ikke produceret på lokale druer fra Serralunga d'Alba, hvor druerne til Barolo vinene gror men fra et lejet stykke vinmark langt væk fra Sergio's ejendom.

Både den mousserende vin på Nebbiolo og den hvide vin på Riesling vil gradvist få øget sin produktion i de kommende år, for de er meget populære i verden omkring Italien.
Bomhuset-Ettore Germano

Ettore Germano er et familieforetagende, hvor Sergio Germano er 3. generation. Sergio er uddannet ønolog i 1993 fra universitetet i Alba, og han tilhører den nye generation i Barolo, som har en uddybende videnskabelig forståelse for vinproduktion kombineret med respekten for traditionerne og hans forgængeres erfaringer.

Sergio har gennem årene været i stand til at nytænke og frembringe en række vine, der ikke er så typiske for Barolo-området, og det har gjort navnet kendt og respekteret overalt.

Meget er sket med både kvaliteten af Brut Rosé og Herzu gennem årene fra første smagning i de mørke kældre til nutidens berømte vine med anerkendelse.

Sergio Germano har altid nydt friheden til at gøre nye ting, hvis han havde lyst. Faderen, der døde i 2003, var en meget åben person, der modsat så mange andre i området der op gennem 90'erne var enten tradtionalister eller modernister indenfor holdningen til fremstilling af Barolo, så var Sergios fader altid åben overfor nye ideer fra sønnen, og det har helt sikkert givet Sergio lysten og troen på, at man kan lykkes med nye tiltag.

Nu var tiden så kommet til, at vi skulle prøve den altid glimrende Langhe Nebbiolo i årgang 2012.

Til denne vin havde Bomhuset valgt at servere en dejlig omgang frisk skinke med bøffelost (Prosciutto e Mozzarella) og lidt årstidens grøntsager, som du kan se nedenfor på billedet til venstre. Ret velsmagende anretning til den meget frugtede vin.

Bomhuset-Ettore Germano

Faktisk er Sergio's Langhe Nebbiolo på mange måder i frisk årgang nem at forveksle med en Barbera, indtil den har stået i glasset i noget tid. Den er mere kirsebæragtig og tæt, end man er vant til. Bomhuset-Ettore Germano

Så var tiden kommet til, at vi skulle opvartes af Bomhuset med en ganske lille let ret i form af Carpaccio af rådyr med grov senneps vinagre, frisk estragon og balsamico syltede perleløg. og denne skulle ledsages af Barbera d'Alba della Madre 2011.

Et brag af en Barbera med sublim tyngde, kompleksitet og frugt, frugt, frugt. Altid en perle af en vin, og den rummer mange af de bedste ting, som Barbera druen kan præstere.

Barbera druen er høj på frugtsyre mod samtidig fravær af tanniner.

Her sad vi så ca. 40 personer i det hyggelige cafélokale, som mere minder om en udestue eller overdækket terrasse, men lokalet var særdeles velegnet til at frembringe en afslappet stemning og lysten til at tale med andre gæster om mad og vin.

Dæmpet belysning, god akustik og fin siddekomfort bemærkede undertegnede, mens blikket panorerede rundt i lokalet for at se, om de øvrige gæster hyggede sig - og det gjorde de!

Bomhuset-Ettore Germano Bomhuset-Ettore Germano I mellemspillet fik vi lige den yderst glimrende Barolo Serralunga 2010 i glasset. På alle måder et godt og prisbilligt udtryk for Barolo 2010. Flot.

Nu var tiden så kommet til de største og bedste af vinene og samtidigt aftenens hovedret.

Vi fik serveret 2 Barolo'er - Barolo Cerretta 2010 og Barolo Riserva Lazzarito 2008 sammen med Lammekroner i krydderurter med Ratatouille. Hvorfor så denne forskel i årgange på de 2 Barolo'er?

Jo det skyldes, at riserva skal ligge 5 år inden frigivelse, hvorimod alm. Barolo kan nøjes med 3. Til gengæld er årgang 2010 en fantastisk årgang, og det kan smages i Cerretta. Den er intens frugtet, vanvittig koncentreret, og så fremstår den så velstruktureret og harmonisk, at man ønsker kælderen fyldt med den.

Lazzarito 2008 fra den lidt mindre årgang 2008 var også superkoncentreret og helt klart mere nuancerig p.g.a. den ekstra alder.

Som det med al tydelighed fremgår af billedet, så var lammet PERFEKT tilberedt, og det var en nydelse at spise det til de fremragende vine. Bemærk kødets farve - superflot!!
Bomhuset-Ettore Germano
Denne ret sad lige i skabet. Det er ikke let, rent styrkemæssigt, at leve op til 2 så magtfulde vine, men det lykkedes perfekt. Stor ros til køkkenet.

Du kan se lammet indenfor en voldgrav af grøn krydderurte sauce flankeret af en bunke stegte kartofler og Ratatouille på billedet til venstre.

Vi har lavet en lille oversigt over vinene denne dejlige aften, og så kan du klikke på den specifikke vin, hvor du ønsker at se vor anmeldelse/rating:

Brut Rosé Rosanna 2012, Ettore Germano
Riesling Herzu 2012, Ettore Germano
langhe Nebbiolo 2012, Ettore Germano
Barbera d'Alba della Madre 2011, Ettore Germano
Barolo Serralunga 2010, Ettore Germano
Barolo Cerretta 2010, Ettore Germano
Barolo Riserva Lazzarito 2008, Ettore Germano

Bomhuset-Ettore Germano

Til sidst, som rosinen i pølseenden, havde Bomhuset forberedt en tallerken Monte Veronese. Modnet komælksost fra Verona med peberfrugtkompot.

Ikke et øje tørt. Undertegnede elsker fast ost med kompot til kraftfulde vine a la Barolo. Det sad lige i øjet - lidt men godt.

En dejlig aften i selskab med Sergio Germano og Bomhuset var ved at nå sin finale. 7 dejlige vine og 5-retters menu var nu fortid, men minderne om en dejlig aften hænger fortsat ved.

Du finder Bomhuset på intetnettet her: Bomhuset
Du finder vinene fra Ettore Germano hos Viniropa på intetnettet her: Viniropa
Du finder Ettore Germano på intetnettet her: Ettore Germano


God fornøjelse....


Michael Christensen
Vinhulen.dk
Copyright 2014