Barolo/Barbaresco - Temasmagning 2019 - Årgang 1990 - 2004.

Barolo 2019

Det er ved at være lidt tid siden, at Vinhulen.dk senest har testet Barolo/Barbaresco-markedet, men nu tog vi også fat her i 2019.

Dette er den første af tre smagninger, og nærværende smagning dækker nogle af de bedste vine til prisen og uanset prisen fra årgangene 1990-2004, hvor de næste 2 uger kører på vinene fra 2005-2014 og 2015.

Dette var en intern smagning, hvor vi dystede mod hinanden på Vinhulen.dk - 8 mand høj.
Nogle vil måske huske, at det gælder ikke om at vinde, det gælder om at ydmyge :-)
Barolo og Barbaresco er og bliver vine, der egner sig bedst med ledsagelse af mad, da det er hårde vine, der kræver meget af smageren...

Nu er vi efterhånden rutinerede på Vinhulen.dk, så 18 vine er ingen kunst - kunsten er at bedømme vinene reelt og objektivt.

Denne gang var der 2. heats:

Barolo/Barbaresco 1990 - 2004 med en maksimumpris på tkr. 700 pr.flaske.
Barolo/Barbaresco 1990 - 2004 uden maksimalpris.

Barolo 2019


Når vi skriver 2 heats, så er det faktisk ikke reelt, for vi blandede vinene i en stor bunke og blindsmagte dem alle i én session. Så var vi sikre på, at vi ikke gav høje point, blot fordi vinene var dyre, eller lave point fordi vinene var billige.

Der er rigtigt mange gode årgange i perioden 1990 - 2004. Det spændende var at ramme den optimale vin på dagen. Kunne 1990 fortsat klare sig i dysten? Var 2004 for ung? Var 1996 for hård? Er 2001 optimal lige nu? Er 2000 eller 1997 for varm og marmelade-agtig?

Rigtigt mange mennesker har den opfattelse, at Barolo holder i 50 år eller mere, hvis den opbevares korrekt.

Det er meget langt fra sandheden. Barolo er ikke nær så holdbar, som mange antager.

Rent faktisk er langt de fleste vine ældre end 2000 ved at løbe tør for energi - undtaget 1996, 1998 og 1999, hvis man da ikke elsker skovbund og svampe i duft og smag specielt fra de lidt mindre producenter.

Der er intet forkert i skovbund og svampe som smags- og duftnuancer. Det skal blot suppleres af frugt og tyngde og ikke af brun farin.

De seneste par år har der bredt sig en trend med Barolo-vine importeret fra kældre i Italien eller andre steder helt tilbage til 60'erne eller 70'erne til voldsomt høje fantasipriser.
Barolo 2019
Undertegnede har fortsat en god vin af typen tilgode. Jeg har alene oplevet vine i voldsom sekundær fase, som jeg ikke finder charmerende.

Kommer man op i de større producenter, så er vinene helt tilbage til 1985 fortsat friske og energiske, men man skal ikke meget længere tilbage, før de fleste taber noget af pusten - nogle få undtaget.

De deltagende vine var:

Barolo Cannubi Boschis 1996 - Sandrone
Barolo Broglio 2004 - Schiavenza
Barbaresco Riserva Rabaja 2004 - Produttori del Barbaresco
Langhe Nebbiolo Sori San Lorenzo 2004 - Gaja (naturligvis diskvalificeret da dette ikke er Barbaresco)
Barolo Bricco Rocche 1997- Ceretto
Barolo Riserva Tabui 1999 - Gemma
Barolo 2004 - Bartolo Mascarello
Barolo Riserva Rocche dell'Annunciata 1999 - Paolo Scavino
Barbaresco Gaiun Martinenga 1996 - Marchesi di Gresy
Barolo Cerequio 1990 - Michele Chiarlo
Barolo Aborina 2004 - Mauro Veglio
Barolo Riserva Monfortino 1999 - Giacomo Conterno
Barolo Riserva Granbussia 2001 - Aldo Conterno

Barolo 2019 Barolo Sperss 1990 - Gaja
Barolo Santo Stefano di Perno 2003 - Giuseppe Mascarello
Barolo Vigna Rionda 2004 Massolino
Barolo Margheria 2004 - Massolino

Barolo Ciabot Mentin Ginestra 2001 - Dominico Clerico (referenceflaske uden for konkurrence)

Som du kan se af feltet ovenfor, så var der en overvægt af soide vine fra 2004, efterfulgt af et par 1996'ere, 1999'ere og 1990'ere med små indslag af 2001, 1997 og 2003.

En sand blanding af "billige" og "dyre" vine, der skulle kæmpe mod hinanden.

Det er naturligvis altid nemmere, hvis man bare kunne se etiketterne. Så er det ingen kunst at finde kvaliteten i de dyre vine og ringeagte de billige, men sådan leger vi ikke - Det er helt blindt og servering i neutral kande.

Her stikker man næsen frem og kan risikere kritik fra andre, der mener at vide, hvad der er bedst, og hvad der er mindre godt - det er bare langt fra altid, at forventninger grænsende til det forudindtagede holder vand...

Den slags vovestykker har det med at give spændende resultater, når først flaskerne afsløres, og sådan var det naturligvis også denne aften, men det var der nu flere grunde til.

Barolo 2019
Først og fremmest, så er de store Barolo/Barbaresco 2004 ikke optimalt modne endnu, og så falder de igennem, når man smager dem blindt.

Der var også et par vine, hvor sidste salgsdato var overskredet, men det skulle også vise sig, at små vine fra store årgange var i stand til at imponere helt oppe i toppen, mens den måske største Barolo af alle måtte vige - simpelthen fordi den ikke var i nærheden af moden.

Det kan naturligvis godt ærgre de forskellige deltagere, når vinene ikke præsterer, men sådan er gamet, når man måler på en aften og med 8 forskellige smagere. Nogle er til det hårde, nogle er til det bløde, mens andre er mere til de traditionelle vine end sværgende til den moderne stil.

Panelets fornemste opgave er så objektivt som muligt at måle kvaliteten, selv om alle ved, at det er næsten umuligt. Man hylder jo dem, der ligger tættest på egne præferencer...

Måske er den væsentligste konklusion på smagningen og den generelle erfaring, at de fleste kvalitetsvine i genrene Barolo og Barbaresco præsterer optimalt i en alder af 15-20 år, mens de mindre producenter holder noget kortere.

Kommer man op i superligaen, så holder mange af vinene snildt 30 år, men så skal vi altså også op i vine, der har et prismærkat, der ligger over det punkt, hvor man i dagens marked taber pusten.

Lige for indeværende synes årgang 1999 og 2001 at præstere helt optimalt fra både mindre og større producenter - specielt årgang 2001.
Barolo 2019
Hvis du er interesseret, så har vi samlet al information om Barolo på en specialside, som du måske allerede har set. Ellers kan du finde alle tidligere temasmagninger, artikler om producenter som Vinhulen.dk har besøgt, en oversigt over producenter du kan besøge og 1.000 andre ting.
Artiklen finder du her: Barolo - Alt på én side

I bund og grund er den vigtigste konstatering vel blot, at man som vinelsker skal vide, hvor længe man ønsker at gemme en vin, inden man drikker den.

Er lagringsperioden kort, så skal man fokusere på hurtigt modnende vine, og er lagringsperioden lang, så kan man satse på vine, der kan holde. Som vinelsker får man absolut intet ud af at drikke Giacomo Conterno eller Bruno Giacosa år efter frigivelsen. Umodne vine præssterer ikke - heller ikke efter iltning.

Ikke overraskende så er der mange Barolo/Barbaresco vine til kr. 500-700, der kan danse lige op mod de "store", når vi f.eks. taler årgang 2004 eller 2001, da de fleste i kr. 500-700 kroners niveauet er perfekt modne, mens de dyrere kræver mere tid.

Det viser resultatet nedenunder også i stor stil. Det er jo tankevækkende, at 2. og 3. pladsen besættes af de "billigere" vine, og måske endnu mere tankevækkende, at Barolo Riserva Monfortino 1999 slet ikke er i nærheden af at vinde - simpelthen fordi at den ikke er moden.

Kan man lære noget af sådan en blindsmagning, så er det, at man skal angribe med den vin, der er bedst på dagen, og det afgøres i høj grad af ovennævnte betragtninger...
Barolo 2019
Nedenfor ser du resultatet af temasmagningen Barolo og Barbaresco 1990 - 2004:

01. Barolo Riserva Granbussia 2001 - Aldo Conterno
02. Barolo Aborina 2004 - Mauro Veglio
03. Barolo Cerequio 1990 - Michele Chiarlo
04. Barolo Riserva Rocche dell'Annunciata 1999 - Paolo Scavino
05. Barolo Riserva Monfortino 1999 - Giacomo Conterno
06. Barolo Sperss 1990 - Gaja
07. Langhe Nebbiolo Sori San Lorenzo 2004 - Gaja (Diskvalificeret - dette ikke er Barbaresco)
07. Barolo Bricco Rocche 1997- Ceretto
09. Barolo Broglio 2004 - Schiavenza
10. Barolo Cannubi Boschis 1996 - Sandrone
11. Barolo 2004 - Bartolo Mascarello
12. Barolo Riserva Tabui 1999 - Gemma
13. Barolo Santo Stefano di Perno 2003 - Giuseppe Mascarello
14. Barolo Vigna Rionda 2004 Massolino
15. Barbaresco Riserva Rabaja 2004 - Produttori del Barbaresco
16. Barolo Margheria 2004 - Massolino
16. Barbaresco Gaiun Martinenga 1996 - Marchesi di Gresy

06. Barolo Ciabot Mentin Ginestra 2001 - Dominico Clerico (referenceflaske uden for konkurrence)

Barolo 2019
Vær opmærksom på, at når du kigger på de enkelte vintests, så er pointene gennemsnitsratingen blandt alle 8 smagere. Referenceflasken ovenfor gjorde det faktisk så godt, at den ville have placeret sig på en delt 6. plads - ret flot.

Stort tillykke til vinderen Barolo Riserva Granbussia 2001 fra Aldo Conterno. Fremragende vin ramt lige på dagen. Den var markant hård og utilnærmelig for 3,5 år siden, men nu var vinen moden og sprudlende. En af de hårde børster men også masser af frugt, der kom i lag.

Så kom der 2 overraskelser - Barolo Aborina 2004 fra Mauro Veglio på 2. pladsen og Barolo Cerequio 1990 fra Michele Chiarlo på 3. pladsen.

Der er næppe nogen overraskelse, at en Barolo fra 2004-årgangen kan gøre det godt, men Mauro Veglio var i topform på denne vin. Endnu mere imponerende var det, at Michele Chiarlo Barolo Arborina fra 1990 viste så meget liv og spændstighed efter 30 år.

Barolo Riserva Rocche dell'Annunciata 1999 fra Paolo Scavino gjorde det fantastisk på 4. pladsen - måske den eneste vin der aldrig skuffer. Altid maksimal kvalitet til pengene.

Helt anderledes stiller det sig med Barolo Riserva Monfortino 1999 fra Giacomo Conterno. Det er en slem skuffelse, når vinen vel koster i retning af kr. 7-8.000.

Der var sådan set ikke noget galt med duft eller smag - rød frugt og helt klassisk i traditionel stil. Vinen var bare ikke tilstrækkelig moden. En lærestreg til deltageren, der vovede at bryde gravfreden for denne vin så kort efter flaskning :-)

Ellers kom vinene som perler på en snor dernedaf, men undertegnede må sige, at det bestemt ikke var Massolino's dag. Nr. 14 og 16 med normalt ellers stærke vine. Årsag - vinene var ganske enkelt ikke modne. Tænkeligt de mest holdbare i årgang 2004 af alle smagte.

Vigna Rionda var stenhård som i stenhård. Margheria var ikke sluppet af med c-vitamin udtrykket. Det bliver vine, der vil præstere glimrende på den meget længere bane...

En rigtig hyggelig temasmagning der fortsættes i denne weekend med Barolo og Barbaresco 2005 - 2014.

Vi vender tilbage med selvstændig artikel om denne smagning.



God fornøjelse

Vinhulen.dk
Copyright 2019