Barbera d'Alba / Barbera d'Asti - Temasmagning 2017

Barbera d'Alba/Barbera d'Asti - Temasmagning 2017

Vinhulen.dk's temasmagninger 2017 er nået til de klassiske italienske vintyper Barbera d'Alba og Barbera d'Asti.

Reelt er der meget få ting, der adskiller de 2 vintyper - primært at den ene er fra området omkring byen Alba, mens den anden er fra området omkring byen Asti.

Så er der også den forskel, at Barbera d'Alba har DOC klassifikation, mens Barbera d'Asti har DOCG klassifikation.

Både Barbara d'Alba og Barbera d'Asti produceres i Piemonte regionen i Norditalien i områderne omkring Alba og Asti som beskrevet ovenfor.

Normalt er det Barolo og Barbaresco, der får mest opmærksomhed fra dette område, men der er bestemt også plads til både Barbera og Dolcetto druen og alle de andre italienske vine på Nebbiolo druen.

Barbera d'Alba skal bestå af minimum 85% Barbera drue og op til 15% Nebbiolo drue. Det betyder, at vinen sagtens kan være på 100% Barbera, men den behøver det ikke.

Barbera d'Alba skal indeholde en minimum alkoholprocent på 12,0 og for Superiore udgaven skal alkoholprocenten minimum være 12,5.


Der er krav til Barbera d'Alba Sup, når det kommer til lagring. Vinen skal lagre minimum 12 måneder, hvoraf 4 måneder skal være på træ, og for både alm. Barbera d'Alba og Barbera d'Alba Sup. er det maksimale høstudbytte 7.000 liter pr. hektar.

Barbera d'Asti skal minimum indeholde 90% Barbera drue, og vinen kan indeholde op til 10% andre rødvinsdruer, der er tilladt i Piemonte regionen.
Barbera d'Alba/Barbera d'Asti - Temasmagning 2017

Det maksimale høstudbytte er lidt lavere end hos Barbera d'Alba - nemlig maksimalt 6.300 liter pr. hektar.

Barbera d'Asti skal lagre i minimum 4 måneder, men der er ingen krav om fade. Det samme gælder Barbera d'Asti, hvor navnet på marken er nævnt.
Barbera d'Asti Sup. skal lagre i min. 14 måneder, hvoraf minimum 6 måneder skal være på træfade - størrelsen er der ikke restriktioner på. Det samme er gældende for Barbara d'Asti, hvor marknavn er nævnt på etiketten.

Alkoholprocenten er minimum 12,0 for Barbera d'Asti og 12,5 for Barbera d'Asti Sup.

Der er altså forskel på de 2 vintyper, men det er dog alligevel til at overse :-)

Som du kan se af feltet, så var det alene Barbera d'Alba typen, der deltog i smagningen, undtaget 2 Barbera d'Asti.

Det blev spændende at se, hvordan de 2 Asti'er klarede sig mod de 12 Alba'er :-)

En enkelt forhandler indleverede en Monferrato, men den var nødt til at udgå af temasmagningen, da den ikke overholder kategorierne...

Barbera d'Alba/Barbera d'Asti - Temasmagning 2017
Nedenfor ser du resultatet af temasmagning 2017 - Barbera d'Alba / Barbera d'Asti:

01. Barbera d'Alba Conca Tre Pile 2013, Aldo Conterno, kr. 199,00 (tilbud), Domaine Brandis
02. Barbera d'Alba Bric Loira 2013, Cascina Chicco, kr. 169,00, Toscavini
03. Barbera d'Alba Sup. Persole 2014, Le Strette, kr. 120,00 v/6, Vinmonopolet
04. Barbera d'Alba Vignota 2014, Fantino Conterno, kr. 99,95 v/12, Philipson Wine
04. Barbera d'Alba Brichet 2014, Ca'Viola, kr. 129,00, The Wine Company
06. Barbera d'Asti Sup. 2013, Tenuta San Mauro, kr. 119,00 v/6, Skjerning Vinimport
06. Barbera d'Alba Mosconi 2013, Bussia Soprana, kr. 129,00 v/6, Vino Vicino
08. Barbera d'Alba Sup. Froi 2014, Massimo Rivetti, kr. 89,95 v/6, Jysk Vin
08. Barbera d'Alba 2015, Corino, kr. 99,00 (tilbud), Domaine Brandis
08. Barbera d'Alba Sup. 2013, Demarie, kr. 110,00 v/6, Rudersdal Vin
11. Barbera d'Asti Sup. Gessara 2011, Bonfante & Chiarle, kr. 99,00 v/6, A Vinstouw
12. Barbera d'Alba Granera Alta 2013, Cascina Chicco, kr. 79,00, Toscavini
12. Barbera d'Alba Sup. Lucrezia 2012, Cascina del Pozzo, kr. 95,00 v/6, Vintur.dk
12. Barbera d'Alba Sup. Altea 2014, Stroppiana, kr. 100,00 v/6, Vintur.dk

Så fandt vi vinderen af temasmagningen, og det blev producenten Aldo Conterno med Barbera d'Alba Conca Tre Pile, importeret af Domaine Brandis.

På alle måder en fantastisk vin, der stråler med harmoni, tyngde og klasse.
Barbera d'Alba/Barbera d'Asti - Temasmagning 2017
Som en flot nr. 2 finder vi Barbera d'Alba Bric Loira 2013 fra producenten Cascina Chicco, importeret af Toscavini. Den er trods alt normalt kr. 80,00 billigere end vinderen, så det er godt gået.

På 3. pladsen finder vi Barbera d'Alba Sup. Persole 2014 fra producenten Le Strette, der importeres af Vinmonopolet. Til kr. 120,00 gør den virkelig modstand i toppen og er kvalitetsmæssigt virkelig flot og solid.

På 4. pladsen er der en delt placering mellem Barbera d'Alba Vignota 2014 fra Fantino Conterno, importeret af Philipson Wine og Barbera d'Alba Brichet 2014 fra producenten Ca'Viola, importeret af The Wine Company.

Det er fantastisk flot, at Barbera d'Alba Vignota 2014 fra Fantino Conterno kan finde vej til en 4. plads til en pris af kr. 100. Det er afgjort "kanonvin til spotpris" - fremragende til prisen.
Barbera d'Alba/Barbera d'Asti - Temasmagning 2017
Herefter ligger vinene pænt og solidt placeret, og rigtigt mange af vinene fik faktisk 2 glas - nogle enkelte 1 glas.
Ingen vine kunne klare 3 glas, men det er ikke så usædvanligt for Barbera vinene. 3 glas vine hænger ikke på træerne her :-)

Og så slutter vi med lidt information...

Man skal som forbruger forstå, at både Barbera d'Alba og Barbera d'Asti har høj syre og markant lave tanniner.
Det betyder, at vinen er særdeles velegnet til mad, hvor syren kan bryde det meste og skabe den gode harmoni mellem mad og drikke.

Skal du nyde Barbera d'Alba og/eller Barbera d'Asti uden ledsagelse af mad, så skal du meget højt op i pris, før du finder en vin, der har fylden til, at syren ikke bliver for mankant, hvis du ikke spiser mad til.

Til gengæld er begge typer fremragende til næsten alt italiensk og andet mad.





God fornøjelse

Vinhulen.dk
Copyright 2017