Viniditalia 2005
Når man vandrer rundt mellem standene med vin i en hel weekend og forsøger at indsnuse indtryk, smags- og duftoplevelser, kigge efter nyheder, lodde stemningen sammen med 700 andre elskere af italiensk vin blandt 18 stande, så finder man ud af en del!
Vin skal nydes og vurderes både i den billige og dyre ende, så man sikrer et bredt smagsspektre at vurdere ud fra. Stadigt alt for mange går ukritisk efter "de dyre" vine, uden lyst til at smage dem, der måske er bedre, men hvor prisen alene afspejler, at producenten endnu ikke er opdaget af guruerne.
Her kommer Vinhulen.dk på banen. Vi roder i gamle kasser, vender sten, vender vinhandlerne på hovedet og ryster dem for at se, om der kommer nyheder ud af ærmet, eller om de har noget særligt at byde på, som vi eller andre har misset, så vi kan give budskabet videre til dig. Vi kommer jo ingen vegne ved at læse etiketter eller ratings. Vi skal smage på sagerne og fortælle bredt om oplevelserne, så du kan købe vinene, mens de endnu kan betales....
Nedenfor finder du en gennemgang af vore indtryk fra samtlige 18 stande med vægt udelukkende på de særligt spændende og kvalitetsrige oplevelser, som vi fandt på messen i 2005:
Cibi e Vini
Fabio fra Cibi e Vini har lagt sin kærlighed i italiensk mad og vin - deraf navnet på forretningen!
Fabio må være den udstiller på Viniditalia 2005, som skal have præmie for det største mod ved at medbringe producenten Cabanon. I ordet mest positive forstand er der ligefrem tale om "ubehagelige" og "rå" vine, når det kommer til "Bonarda" og "La Botte 18". De kan tage pippet fra enhver med deres ligefremme frugtsyre og bittertoner. Man skal være trænet/forelsket i italiensk vin for at finde deres charme og kvalitet, men så ringer følelserne også. De er herlige. Messens mest omtalte vin blev derimod nok Oltrepo Pavese "Infernot" fra samme producent. 185 gram sukker pr. liter vin. En vidunderlig mundfuld, og den faldt i næsten alles smag.
Også modigt at medbringe producenten Le Macchiole. Besøgende stod i kø for at smage "Paleo", som altid er stabil og flot.
De bedste vine:
Cabanon - Oltrepo Pavese "Infernot" 2001, Lombardiet kr. 179,00
Le Macchiole - Paleo 2001, Toscana kr. 365,00
Barile Vinimport
Barile Vinimport er stiftet i 2004 og sælger vin via internettet. Egen politik ligger i god vin til fornuftige priser, og med en producent som Castello di Ripa d'Orcia lykkes det yderst fint. Vi skal særligt fremhæve Barile Vinimport fra deres fantastiske valg af producent fra Alto Adige - Laimburg. Flotte vine til fornuftige penge.
De bedste vine:
Laimburg - Alto Adige Lagrein Dunkel Riserva "Barbagól" 2001, Alto Adige kr. 161,00
Castello di Ripa d'Orcia - Castello di Ripa d'Orcia 2002, Toscana kr. 80,00
Cappa Vine
Beliggende i Ebeltoft på Djursland havde Cappa Vine gjort en rejse for at berige det Københavnske vinmiljø med godbider fra deres vinproducenter. Cappa Vin gør et enormt stykke arbejde med at udbrede kendskabet til italiensk vin blandt andet via magasinet Vinmagasinet, hvor Erik Claudi er skribent. Filosofien handler om at finde vin med lokalt præg og karakter. Lokalt præg er f.eks. vinene fra vulkanen Etna's sider. Karakter kan f.eks. findes i Taurasi DOCG fra Feudi di San Gregorio, så filosofien går hånd i hånd med den faktiske verden, og det kan man bruge til noget, når man er forbruger.
De bedste vine:
Feudi di San Gregorio - Taurasi 2000, Campanien kr. 237,00
Benanti - Lamorémio 1998, Sicilien kr. 192,00
Dan Trading - Casa Toscana
Til dagligt beliggende i Esbjerg men i weekendens anledning i København med vinudvalget. Ejet af Peter Iversen, som stiftede virksomheden i 1997. Viniditalia 2005 blev beriget med et stort udvalg af italienske kvalitetsvine, og der er grund til at fremhæve evnen til at finde nye vine og spændende smagsnuancer. Standen var kendetegnet ved mange kvalitetsvine, hvor vi desværre kun kan fremhæve nogle få.
De bedste vine:
Palazzo - Brunello di Montalcino 1999, Toscana kr. 250,00
Poggio Gagliardo - Montescudaio Rosso "Rovo" 1998, Toscana kr. 215,00
Fiasco Vine
Fantastisk navn til en vinhandel. Det sender tankerne hen på lidet spændende ting, men vi mistænker garage importøren for at have tænkt på bastflasken som bruges til Chianti, da navnet skulle fastlægges. Modigt navn med dobbeltbetydning!
Fiasco Vine stiftedes i sensommeren 2004. Har netop fået importen af Uccelliera fra Toscana.
De bedste vine:
Uccelliera - Brunello di Montalcino 1998, Toscana kr. 278,00
Uccelliera - Rosso Toscana "Rapace" 2001, Toscana kr. 198,00
J. E. Nielsen
Så skal vi til Odense. Virksomheden importerer udelukkende italiensk vin. Så kan man også koncentrere sig om det og vide noget om emnet, og det gør de unge herrer. Ikke nok med at man kan smage udsøgte kvalitetsvine. Man kan også få en sludder på højt fagligt niveau om vinen bag smagen. Det er tydeligt, at her er tale om en kombination af forretning, kærlighed og faglig viden bag produkterne. Virksomheden er næsten 10 år gammel og indehaverne taler italiensk. Vi smæskede os i lækre sager fra producenterne Cantine Mucci, Castello La Leccia og Mario Gagliasso.
De bedste vine:
Castello La Leccia - Chianti Classico "Bruciagna" 2001, Toscana kr. 298,00
Cantine Mucci - Montepulciano d'Abruzzo "Cantico" 2002, Abruzzo kr. 159,00
Le Papillon
Le Papillon med det klingende franske navn der betyder sommerfugl, var landet i Københavns centrum med udvalg af italienske vine. Der venter altid en oplevelse til publikum. I stalden er bl.a. Accordini's vine fra Veneto, som har en udsøgt kvalitet, og mens andre render rundt og jagter Barolo, kan man stille og roligt stå og få en Roero Sup., som i kvalitet er mange Barolo'er overlegen. Sanne og Frank ejer Le Papillon, og det er yderst sympatiske og ærlige mennesker, som med snilde og hårdt arbejde har fundet mange gode vine. Vi kan desværre kun nævne de bedste her.
De bedste vine:
Stefano Accordini - Valpolicella Classico Sup. Ripasso 2002, Veneto kr. 125,00
Malvira - Roero Superiore "Mombeltramo" 2000, Piemonte kr. 190,00
Moser og Moser
Spændende historie hvor granit blev til italiensk vin! Susan Moser har boet i Italien og sammen med Hanne Moser importerer de nu italienske vin på meget højt niveau sammen med mamor og granit virksomheden. Susan har bl.a. leveret al den marmor, som du kan se i den københavnske opera! Susan's arbejde med granit bragte hende til Italien, hvor vinen blev en kær sidebeskæftigelse, som nu har taget sin plads i sindet. Tonsvis af supergode vine var med på viniditalia 2005, men vi skal jo begrænse os til de bedste. læg mærke til sammenfaldet mellem vinregionerne og marmorens oprindelse.
De bedste vine:
G.D.Vajra - Barolo "Bricco delle Viole" 1999, Piemonte kr. 295,00
Spadafora - Schietto Cabernet Sauvignon 2000, Sicilien kr. 213,00
Tasca d'Almerita - Rosso del Conte 2000, Sicilien kr. 195,00
Viniropa
Passion for vin tæller højt, hvis man skal stå stærkt over for forbrugerne. Det gør Viniropa. Et fantastisk højt gennemsnitsniveau i de importerede vine. Innoverende med importen af producenten af supertoscanere Giovanni Chiappini til rimelige penge. Modige med Friuli producenten Ronco del Gelso og med i den bedste gruppe, når vi kommer til Piemonte med Sinaglio. Alt i alt supervin til gode priser med et par fantastisk sympatiske mennesker, som altid giver publikum/smagere en god og reel oplevelse.
De bedste vine:
Ronco del Gelso - Isonzo del Friuli Merlot 2001, Friuli kr. 179,00
Giovanni Chiappini - Guado de Gemoli 2001, Toscana kr. 325,00
Sinaglio - Nebbiolo d'Alba "Giachet" 2001, Piemonte kr. 139,00
Italian Wines
I standen her fandt vi Henrik Koudahl og frue, som serverer gode vine til fornuftige priser. Blandt udvalget skal fremhæves en dejlig vellavet Nebbiolo d`Alba fra rigtig Paitin. Et godt alternativ til de dyrere Barolo vine med flot kvalitet.
De bedste vine:
Paitin - Nebbiolo d'Alba "Ca Veja" 2001, Piemonte kr. 135,00
Domaine Brandis
En sikker træffer blandt publikum var Domaine Brandis med Tom Brandis og Amir bag standen til at præsentere blandt andet Aldo Conterno, Brovia og Felsina. Masser af kvalitet i samtlige vine udbudt. Tom Brandis har styr på sagerne. Både Aldo Conterno, Brovia og Felsina er jo mangeårige klassikere, så vi trækker en enkelt frem som klart anbefales. Flot klassisk traditionel Barolo. Sart lys farve, men med masser af smæk i smag og struktur. Den har godt af at blive gemt væk i en årrække. Så skal vi også lige omkring Vin Santo fra Felsina. Verdensklasse!
De bedste vine:
Brovia - Barolo Rocche 1999, Piemonte kr. 399,00
Felsina - Vin Santo 0,5L 1993, Toscana kr. 200,00 (tilbud)
Sorgenfri Vin
Stort og omfangsrigt udvalg af vine var medbragt på dette års Viniditalia. Når man sådan står over for en hel række af Bjarnes dejlige vine, kan det være svært at vælge og vrage. Der vil dog altid være et par perler, som skinner ekstra godt på dagen. Recioto'en er valgt med ordene: fed og fyldig vin med cremet struktur og intens sødme. En vin for rigtige slikmunde. Barbaresco'en for: flot klassisk vellavet Barbaresco.
De bedste vine:
Carlo Boffa Barbaresco "Vigna Vitalotti" 2000, Piemonte kr. 165,00
Dal Bosco Giobatta - Le Mandolare Recioto Di Soave Classico 2002, Veneto kr. 126,00
U & Wine
Kæmpestand. Masser af mennesker. Vin og ost sammen med brød, vand og karafler. Der manglede ikke noget i standen. Vi fik en kyndig gennemgang af Kenneth, som altid er klar til en sludder om den fælles interesse - italiensk vin. U & Wine havde hele udvalget af vine med på messen, men vi kan jo kun omtale de mest spændende og bedste fra hver forhandler. For 3. år i træk har U & Wine den absolut bedste Recioto della Valpolicella på Viniditalia. Vi begynder at tvivle på, om den findes bedre og mere harmonisk. Vi har i alt fald ikke mødt mage endnu!
De bedste vine:
Guiseppe Lonardi - Rosso Veronese "Privilegia" 1998, Veneto kr. 225,00
Guiseppe Lonardi - Recioto della Valpolicella "Le Arle" 2001 0,5L, Veneto kr. 225,00
Scopone - Rosso di Montalcino 2002, Toscana kr. 129,00
Scopone - Brunello di Montalcino 1999, Toscana kr. 279,00
Distinto
Distinto er stiftet i 2002. Helt præcist den 7. november på kærligheden til mousserende vine. Siden er der sket en del, og vinsortimentet er blevet mere til de "stille" vine. Distinto har f.eks. Fantascia fra Sicilien, som vi holder meget af, men vi har valgt en Chianti Classico, som er voldsomt god og fortjener lidt ekstra opmærksomhed.
De bedste vine:
Dievole - Chianti Classico "Novecento" 2000, Toscana kr. 319,00
Vin Blanc
Vin Blanc er en internet butik med salg af italienske vine til billigst mulige penge uden fordyrende mellemled. Måske kender du butikken Vedbæk Vine. Det er samme sortiment og forretning opdelt fysisk og på nettet. På messen faldt vi over en vin fra regionen Lombardiet, som man ikke ser hver dag. Den fortjener noget opmærksomhed. Vinen har ligget 5 år på fad og er en ren meditationsvin, som man kan nyde i en særlig stund.
De bedste vine:
Plozza - Passione Barrique 2003, Lombardiet kr. 299,00
A.D. Selection Vinimport
Grundlagt i 1995 af Antonio Doni med tæt kontakt til kunder og italienske vinproducenter - Selvsagt med den gode fordel, at man kommunikerer på italiensk. Antonio er en yderst behagelig person, som elsker sine vine. Vi fandt her på standen en af mange vine primært på Refosco druen, som vi finder yderst spændende som drue, og hos A.D. Selection er kvaliteten endda meget høj, og derfor skal den med her som een af messen absolut dejlige vine, som man har en tendens til at springe over, fordi man ikke kender den - synd for jer!
De bedste vine:
Furlan - Soleterrevite 2000/2001, Friuli kr. 249,00
Det Lille Enoteca
Det Lille Enoteca's ejer Birger Vejrum er en af de opfindende kræfter bag vinmessen. År efter år arrangeres denne tilbagevendende begivenhed sammen med andre vinhandlere. Birger er her, der og alle vegne med udskænkning, snak om vin og besøg af producenter. Du kan altid kende Birger Vejrum. Han er manden på stolen, som beder dig om at gå hjem, når tiden er udløbet. Heldigvis er vinene ikke udløbet. Igen i år et hav af gode vine til smagning, hvor vi skal vælge et par stykker, som fortjener lidt ekstra opmærksomhed for den gode kvalitet.
De bedste vine:
Cascina Morassino - Barbaresco "Ovello" 2001, Piemonte kr. 198,00
Sottimano - Barbera d`Alba "Pairolero" 2002, Piemonte kr. 172,00
Risbjerg Vinimport
Garageimportør fra Hvidovre som udover italienske vine også importerer tyske og franske vine samt diverse olier og pasta. Vi har altid et par dunke olier fra Caroli med hjem til at dyppe brød i. Det er klasse! I år føler vi også trang til at fremhæve producenten Gradoli. En dejlig Aleatico som år efter år tager kegler for sin gode kvalitet og fortjener en pose mandelkager. Prøv den!
De bedste vine:
Cantina Sociale di Gradoli - Aleatico di Gradoli 1999, Lazio kr. 115,00
online.