3 TEMASMAGNINGER AF TOPVINE

ALSACE - TØRRE HVIDVINE 1988-2012

ST.EMILION 1995-2005

ITALIENSKE 3 GLAS VINE

Vinsmagning2017
Som det er de fleste læsere bekendt, så mødes Vinhulen.dk til en intern dyst på kvalitetsvine et par gange om året.

Det handler ikke om at vinde, det handler om at ydmyge - således også denne gang.

Det fungerer på den måde, at vinderen af sidste temasmagning byder ind med kommende kategorier, og vinderen fra sidst havde besluttet sig for, at der skulle dystes i følgende kategorier:

Alsace - tørre hvidvine 1988-2012
St.Emilion/Pomerol 1995-2005 med maksimalpris på kr. 1.250
Italienske 3 glas vine efter frit valg og årgang.

Desværre var vi denne aften et stærkt reduceret felt af deltagere - faktisk halveret.

Der var desværre en del, der havde andre planer, så konkurrencen blev hård mellem de tilbageværende 5 :-)

De fleste læsere vil vide, at Vinhulen.dk ikke har kategorien Alsace i "produktudvalget", men det betyder ikke, at vi ikke fra tid til anden nyder disse vine, om end det oftest er de søde...
Vinsmagning2017
Smagningen startede med de hvide, tørre vine efterfulgt af St.Emilion/Pomerol med de italienske vine i det sidste af 3 heats.

Disse specialsmagninger er altid helt unikke, da man aldrig helt ved, hvad de andre vil stille med, og man skal være virkelig opmærksom på, om de medbragte vine er modne, ideelle på smagetidspunktet og har fået ilt nok.

Det gælder også lidt om at være snu, for vi kender efterhånden hinandens præferencer, og det har - på trods af påstået objektivitet - også en vis indflydelse på resultatet.

Alt serveres 100% blindt i neutral smagekaraffel, så vi alle kan udelukke snyd, smukig og andre dræbere på en objektiv bedømmelsesaften.

Vi startede ud med de tørre vine fra Alsace.

Aftenens lærdom blev uden tvivl, at skal man kaste sig i lag med de knastørre Riesling fra Alsace's topproducenter, så skal de have alder!
Vinsmagning2017
Friske årgange af disse vine dufter himmelsk, men smagen er slet ikke der, hvor den skal være endnu - bare se forskellen på monstervinen Riesling Clos Ste Hune fra Trimbach i 1995 og 2008.

Begge årgange er fremragende, men den ene har haft 13 år mere til at få farve og forfinet, kraftfuld smag, hvor den unge stadig har eminent meget syre og rå kanter...

Hvidvine fra Alsace er kendetegnet ved, at de faktisk ikke er dyre sammenlignet med Bourgogne og Bordeaux - dog med enkelte undtagelser. Man er godt kørende for kr. 3-400.

Vi var dog enige om, at det er lidt som med Champagne og alt andet mousserende vin, når man sammenligner hvid Alsace med hvid Bourgogne. Der er niveauforskel - både i bund og top. Kunsten er ikke at sammenligne men nyde forskelligheden/variationen.

Der var bare aldrig nogen som helst tvivl om resultatet på denne aften. Den ældste vin vidste klart de bedste kvaliteter, og det er vel også fair at sige, at producenten tilhører den absolutte elite og var repræsenteret med flagskibet indenfor produktsortimentet.

Vinsmagning2017
Her ser du resultatet af vor dyst i hvid, tør Alsace: (klik på en vin og se vor fulde rating af vinen)

1. Riesling Clos Ste Hune 1995 - Trimbach
2. Riesling Grand Cru Hengst Samain 2008 - Josmeyer
3. Pinot Gris Grand Cru Kessler 2008 - Schlumberger
4. Riesling Clos Ste Hune 2008 - Trimbach
5. Schieferkopf Riesling Lieu Dits Fels - M. Chapoutier

Trods en fantastik vindervin lå vi dog ikke højere end 94 point på vinderen, så vi var ikke helt oppe at ringe.

Så var vi kommet til det tidspunkt, hvor vi gik over til 1. heat af de røde - St.Emilion/Pomerol 1995-2005 med en maksimalpris på kr. 1.250 pr. flaske.

Prisen sætter jo grænser, men det er dog rigelig anledning til at finde gode flasker frem, der præsterer på aftenen.

Generelt var fokus rettet mod de legendariske årgange 1998, 2000 og 2005. Resten ville, troede vi, få svært ved at følge med.
Vinsmagning2017
Det blev så ikke helt tilfældet, da det faktisk blev en årgang 2003, der tog stikket hjem efter en tæt kamp.

Overraskende nok havde ingen af deltagerne valgt vin fra Pomerol, så kampen kom alene til at stå mellem St.Emilion vine.

1. Clos Fourtet 2003
2. Chateau La Fleur Morange 2005
3. Chateau Tertre Roteboeuf 1998
4. Chateau Troplong Mondot 2000

Så tænker du nok, at det var et lille heat? Ja, Chateau Troplong Mondot 2005 måtte udgå med prop. Ellers en vin der er bedømt til 100 point, men den måtte vi så undvære denne aften.

Det er betænkeligt tilbagevendende, at denne vin har propskade. Det er oplevet med både 1990, 1998 og 2005, så den er p.t. ikke i høj kurs.
Retfærdighedvis skal dog siges, at når Chateau Troplong Mondot sidder lige i skabet, så er den intet mindre end fremragende!


Vinsmagning2017
Vinderen Clos Fourtet 2003 fra den svulstige årgang sad lige i skabet, og alle 5 deltagere gav samme rating - 97 point. Imponerende for en relativt billig vin.

Det mest imponerende er, at Clos Fourtet blev ramt lige på det tidspunkt, hvor den var perfekt moden og stod flot i glasset. Ingen dekantering - og det var heldigt, for senere på aftenen var denne vin "visnet" lidt, og nu rykkede Tertre Roteboeuf 1998 frem.

Men, vinderen er jo som bekendt den vin, der gør det bedst, når den kommer i glasset og skal bedømmes :-)

SÃ¥ var tiden kommet til de italienske vine, hvor vi ligeledes skulle ud i et heat med 5 vine.

Det er altid spændende, når der er frit valg på alle hylder fra hele Italien, så længe det er vine, der har fået maksimale 3 glas af Gambero Rosso.

Det var derfor helt umuligt at vide, hvorfra vinene kom, og her skulle vi være skarpe for at finde korrekt region, alder og producent.

Vinsmagning2017
Det var relativt enkelt med Brunello di Montalcino og Barolo, men de øvrige vine voldte noget besvær, men blindsmagning er sværere, end man lige skulle tro :-)

Barolo Riserva Runcot 2004 fra Elio Grasso havde det svært i feltet, al den stund, at vinen så langt fra er moden og drikkeklar.

Af en eller anden grund præsterede d'Alceo 2003, der ellers er et sikkert hit, ikke den aften!

Den ret suveræne vinder blev Brunello di Montalcino fra Poggio di Sotto i årgangen 2009. En Relativt svag årgang i Montalcino, men vindervinen var netop valgt, da den er hurtigt moden og drikkeklar, og det stod lysende klart.

Poggio di Sotto er en klasseproducent, og vinen viser altid overlegen stil - også i mindre årgange.


Vinsmagning2017
Aftenens overraskelse var en vin, der ofte går under fjendens radar - Faro Palari 2007 fra producenten Palari.

Denne sicilianske herlighed får 3 glas i Gambero Rosso næsten hvert år. Siden 1998 har den kun misset i 1999 og 2010 - altså 13 gange på 15 år i perioden 1998-2012!

Nu sidder du sikkert og tænker - den har jeg aldrig hørt om! Nej, men det har du nu, og det er et stensikkert køb...

Problemet er blot, at du skal ud i den store verden og købe vinen - alternativt finde den på auktion, da vinen i øjeblikket ikke importeres til Danmark :-( Vinsmagning2017


Rosso del Bepi 2002 fra Giuseppe Quintarelli var flot, men den led under, at den var for sødmefuld i dette felt til at nå toppen.

Nedenfor ser du rækkefølgen af vinene. (klik på en vin og se vor fulde rating af vinen)

1. Brunello di Montalcino 2009 - Poggio di Sotto
2. Faro Palari 2007 - Palari
3. Rosso del Bepi 2002 - Giuseppe Quintarelli
4. Barolo Riserva Runcot 2004 - Elio Grasso
5. d'Alceo 2003 - Castello dei Rampolla

Dermed var i kommet til enden af en spændende og interessant aften med hele 3 kategorier af vine - meget afvekslende.

Det var selvfølgelig lidt trist, at der var mange afbud fra vort hold på Vinhulen.dk, så antallet af vine blev reduceret, men der var masser af kvalitet, saft og kraft i de deltagende vine.

Vi mødes næste gang i februar 2017 til en ny dyst... På gensyn....

Vinhulen.dk
Copyright 2016