Rosso di Montalcino DOC
Vinlov nr. nr. 158 af den 09.06.1984
Rosso di Montalcino er sin helt egen.
Selv om vinen på mange måder regnes som en ”lillebror” til Brunello di Montalcino, har Rosso’en alligevel sin egen helt personlige stil og plads i mange vinkenderes univers. Trods en noget mere simpel og enkel udtryksform og mindre fashionabelt omdømme, kan Rosso di Montalcino stadig være med i det fine selskab. Stod den alene, ville den alligevel klare sig i ”kamp” mod mange andre store italienske vine, og det giver den en plads i ”Italien som vinland” serien.
Rosso di Montalcino fik sin DOC status ved vinlov nr. 158 af den 09.06.1984. Retfærdighedsvis skal det siges, at dekretet allerede er udstedt den 25.11.1983, men lige præcis ved denne lov gik der lang tid inden den blev effektueret. Vinen har tidligere været kendt under en række forskellige navne, men efter indførelsen af DOC kendes den nu udelukkende som Rosso di Montalcino. Seneste ændring af vinloven for Rosso di Montalcino er tilbage til 26.06.1996 ved lov nr. 148.
Selve lovgivningen bag Rosso di Montalcino har været udsat for en lang række angreb gennem årene. Senest i foråret/sommeren 2011, hvor nogle konsortiemedlemmer og producenter havde foreslået, at man skulle tillade andre druer i vinen. Forslaget er blevet fejet af bordet med et overvældende flertal. Rosso di Montalcino er fortsat 100% Sangiovese drue af typen Sangiovese Grosso – i området kaldet Brunello (deraf det berømte navn på storebroderen Brunello di Montalcino).
Der er ingen tvivl om, at forslaget om ændring af druesammensætningen kommer på baggrund af en tro på, at man kan sælge bredere, hvis man laver vinen mere mailstream. I nuet kan det synes som en god ide, men hvis man tænker lidt over det, så er det logisk, at man på lang sigt kun overlever, hvis man har et unikt produkt, som har sine egne karakteristika og sjæl.
Kommunen Montalcino har altså 2 vine med DOC status baseret på den samme drue, Brunello. Den ene bærer endda det eftertragtede G som bonus – Brunello di Montalcino DOCG. Hvis man tager områdets størrelse i betragtning er det ganske enkelt imponerende og enestående i Italien.
Rosso di Montalcino er kun 1 vintype, og er demed ret nem at overskue, med følgende karakteristika :
Rosso di Montalcino skal produceres i samme område som Brunello di Montalcino – nemlig kommunen Montalcino i provinsen Siena.
Druesammensætningen er 100% Sangiovese – i Montalcino kaldet Brunello af typen Sangiovese Grosso (se afsnit om Brunello di Montalcino)
Rosso di Montalcino skal holde en alkoholprocent på min. 12,0%
Ingen krav om lagring på fade, men vinen må først frigives til salg 1. september året efter høsten.
Det maksimale udbytte pr. hektar er fastsat til 63 hektoliter.
Vinen skal tappes i produktionsområdet, og vinen må kun frigives på flasker af typen ”Bordeaux”.
Derudover findes krav til farve, udseende, smag, syreindhold m.v., som vi ikke nærmere gennemgår her.
Til trods for Rosso di Montalcino’s evne til at lagre i vinkælderen, skal man være opmærksom på, at vintypen faktisk er beregnet til at drikke i en ung alder. Vinen udstråler bedst sin charme og nuancerigdom i en ung alder. Selv om Brunello di Montalcino er ”storebror” til Rosso di Montalcino, vender vi alligevel tilbage til den forskel, som vi beskrev i indledningen. I sidste afsnit talte vi kort om, at vi havde smagt nogle få eksempler på, at lillebror var bedre end storebror fra nogle producenter. Det kan sagtens lade sig gøre – men hvorfor nu det??
Det skyldes de forskellige krav til vinene, inden de sendes i handelen. Det giver næsten sig selv, at fadlagringen er den afgørende faktor på forskellen mellem Rosso og Brunello. Derudover skal man også tage højde for vinstokkenes alder og kvaliteten af druerne der benyttes. Fadlagringen er samtidigt den faktor, som kan spolere en god vin, hvis råstoffet (druerne) ikke er i orden. Hvis man fadlagrer en vin 2-4 år på traditionel eg uden at man har en koncentreret og perfekt moden druemost, kan man hurtigt stå med en vin som minder om smagen af ”savværk”. Bruger man amerikansk eg, kan man til gengæld fremavle en vin, som i duft og smag har så meget vanilje i sig, at det minder mere om julebagværk end vin. Brunellodruens høje syre- og tanninindhold i sig selv gør ikke sagen bedre. Balance er som med alt andet her i livet det vigtigste. Kun de bedste og mest professionelle producenter kan lave en ordentlig Brunello di Montalcino som den moderne verden kræver. I vor tid er det altafgørende, at man har en perfekt balance mellem drue og fad og masser af frugt. Tanninbomber og syrebade sælger ikke længere, bare fordi de er kraftige, voldsomme og river i munden. Der skal være frugt og blødhed fremme i front, hvis man vil gøre sig gældende i den moderne verden. Her kommer så Rosso di Montalcino ind i billedet….
Nu skal man jo aldrig fornærme nogen. Man må dog indse, at nogle producenter i Montalcino ikke formår at komme helt op i Superligaen f.s.v.a. kvaliteten af deres Brunello di Montalcino. De formår ikke at koncentrere mosten, plukke på det rigtige tidspunkt, balancere vinen, have penge til udvikling af kvaliteten på højt niveau, ændre på fremstillingsmetoden m.v. De ender desværre nogen gange med at lave en bedre Rosso. Det tilskriver vi (og her er vi subjektive) det normalt mindre præg fra fadet i Rosso’en, som der som beskrevet ikke er krav om. Jo længere tid i fadet, jo sværere er det at kompensere for fejl og mangler i vinens sjæl – nemlig druerne og disses kvalitet og koncentration tillige med fokus i fremstillingen. Fadet bruges dog alligevel ofte i stor udstrækning i Rosso’en, mens man alligevel skal vente 11 måneder på at måtte sælge vinen, men det er netop begrænsningen og ”tidspresset” der giver mening! Med en Brunello di Montalcino har man masser af tid til at fremstille den, inden den skal i handelen, mens Rosso’en skal trylles god på kort tid for at imødegå omverdenens behov og krav. Derfor har tidsfaktoren tvunget mange producenter til at tænke alternativt, og det giver ofte pote, når man tør satse.
For at få noget krop og sjæl i en Rosso di Montalcino i løbet af 11 måneder fra høst til salg, har man været tvunget til at gå andre veje end de traditionelle som producent. Hvis man nedsætter tiden for kontakt mellem druemost og skind efter presning, slipper man for megen tannin. Hvis man bruger alternative fade (små fade), får man en anden og mere blød smag med relativ stort fadpræg i forhold til tiden i fadet, som gemmer/skjuler noget af syren fra Brunello-druen på rekordtid. Samtidigt kan man hæve gæringstemperaturen ved fremstillingen til 37-38 grader efterfulgt af hurtig nedkøling til 20-22 grader, hvilket trækker noget mere farve og tæthed i vinen.
Sådan forvandler man en traditionel Rosso di Montalcino med lysere farve, syret smag uden den store krop til en mere blød og imødekommende vin med krydret islæt/trætoner (alt efter typen af eg), imødekommende frugt og stor farveintensitet. Så kan man sige : ”Er det ikke synd”?? Jo måske, men det er det, den omkringliggende verden efterspørger. Selv om vinen i princippet ikke er en millimeter bedre rent kvalitetsmæssigt, får den en mere ”mainstream” smagsretning. Producenten går måske nok grædende i seng om aftenen ved tanken om kompromisset mellem mainstream og tradition, men kasseapparatet klinger, og i den sidste ende er det den eneste faktor som producenten er nødt til at leve op til, hvis han vil være med fremover.
Dette er et tænkt eksempel, som kun nogle producenter benytter, mens andre stadig sværger til den ”normale” fremstilling. Det er jo stadig fuldstændig legalt at lagre en Rosso di Montalcino eksempelvis i 2 år på fad. Mange producenter venter meget længere med at sende Rosso di Montalcino på markedet end de lovmæssige 11 måneder. Det koster bare producenten penge at lagre længere, som efterfølgende skal betales af forbrugerens lomme.
Skal man summere op til sidst, kan man generelt udtrykke, at Rosso di Montalcino i de seneste år har oplevet et løft i handelen ved ovennævnte ændringer. Ændringer som tiltaler de fleste forbrugere. Det er dog fortsat undtagelsen, at Rosso di Montalcino kvalitetsmæssigt overgår Brunello di Montalcino fra samme producent. Det sker kun, når Rosso di Montalcino er tilsat moderne teknik med 100% fortsat fokus på selve grundkvaliteten i råstoffer og fremstilling og samme producent ikke har indført en mere moderne indstilling til fremstillingen af Brunello di Montalcino. Endvidere skal producenten bruge en høj druekvalitet i begge vintyper. Så kan det kikse for Brunello di Montalcino i svære år, hvor druerne ikke holder en høj nok kvalitet til at klare en lang fadlagring. Man skal huske, at begge vine jo er fremstillet på samme drue. Det er derfor sædvanligt, at de bedste druer bruges til Brunello di Montalcino og de næstbedste bruges til Rosso di Montalcino. Rosso di Montalcino kan derfor sædvanligvis også bruges som en retningsviser for kvaliteten af producentens Brunello di Montalcino, da den kommer på markedet meget før storebror.
Gode årgange : læn dig op af anbefalingerne i afsnittet om Brunello di Montalcino, men husk at drikke Rosso di Montalcino relativ ung.
Har du lyst til at se medlemmerne af Consorzio del Vino Brunello di Montalcino, kan du klikke på linket her: Oversigt over medlemmer af konsortiet.
God fornøjelse…
Copyright 2011
Vinhulen.dk