Vinnyheder - Døgnet rundt

Furesø Vin Engros - 10 års jubilæum

Vinhulen.dk har haft fornøjelsen af at deltage i ovennævnte begivenhed den 25. august 2007. Scenen var sat på toppen af SAS Scandinavia Radisson Hotel efter Langebro i retning Amager i København.

Hvis du aldrig har været der, så kan vi berette, at du i 25. sals højde har det forkromede overblik over hele København - lige som på en flyvetur.
Der var stil over sagerne denne eftermiddag. Masser af vine, udvalg af delikatesser og en lille farvelgave til alle besøgende...

Ejeren af Furesø Vin, Ole Brødholt, har siden 1998 solidt og med sikker hånd udviklet udvalget af vine i sortimentet sammen med sin kone Kate, og specielt den italienske del holder vi skarpt øje med. Ole Brødholt har lang fortid i vinbranchen. Siden 1971 blev han uddannet tjener på Søllerød Kro, og så har Ole været salgsdirektør i det der i dag hedder Bacardi Martini og Maxxium Danmark.

Furesø Vin Engros forhandler i dag sit vinsortiment gennem cirka 35 vinhandlere rundt omkring i Danmark, så der er rig lejlighed til at stifte bekendtskab med vinene.
Se forhandleroversigt her: Furesø Vin

Dagen var en perfekt anledning til at få overblikket og smage de forskellige vine og give indtrykkene videre til dig.

På papiret er den største attraktion Amarone della Valpolicella fra producenten Villa Rinaldi. Den vandt jo vor sidste Amarone della Valpolicella temasmagning og koster kr. 3.400 i årgang 1990 og kr. 1.800 i årgang 1995 (vinderen i vor konkurrence). Den springer vi let og elegant over. I kender kvaliteten fra vor tidligere beskrivelse.

Vi kaster os i stedet over andre interessante ting.


Conti Neri
Meget ambitiøst projekt på 2 fronter. Vine fra Sicilien i den billigere ende, hvor den friske frugt og umiddelbare drikkevenlighed kommer flot til udtryk i de forskellige typer.

Fuedo di Maria - Merlot koster kr. 65,00
Nero d'Avola koster kr. 69,00
Primitivo koster kr. 65,00

Der er noget lækkert og forfriskende nyt over disse vine, som har både tyngde og harmoni til at kæmpe om forbrugerens gunst i dette prisleje.

Conti Neri har også åbnet en fløj på fronten Veneto. Her produceres Valpolicella Sup. Ripasso og Amarone della Valpolicella, og her SKAL du spidse øren.
Valpolicella'en er blød og lækker og giver forbrugeren en meget flot oplevelse - dog koster den også lidt mere end standardvaren.
Amarone della Valpolicella fra Conti Neri tager til gengæld undertegnede omend ikke med storm så med stiv kuling. Her må vi sige, at vi finder noget af det bedste, vi længe har smagt i den genre. Superblød Amarone og dog alligevel rå! Det er kombinationen, der imponerer.
Først er den blød i munden og feder den rundt på tungen og behager, og så kommer tyngden. Flot opbygget struktur og eminent samspil. Det var rigtig godt!

Valpolicella Ripasso kr. 120,00
Amarone della Valpolicella kr. 225,00


Terralsole
Næsten urimelig professionel attitude overfor undertegnede fra indehaveren Mario Bollag og hans datter. Smilende, opmærksom og med glød - sådan. Man var suget ind i fortælling om vinene, men der var også noget at komme efter!

Brunello di Montalcino 2001 kr. 350,00
Brunello di Montalcino 2002 kr. 275,00
Pasticcio 2005 (Cabernet Franc/Merlot/Sangiovese) kr. 345,00
Solista 2005 (Syrah) kr. 299,00
Coldoro 2005 (Merlot/Sangiovese) kr. 275,00

2001 udgaven af Brunello di Montalcino er fremragende. Ok - enhver med respekt for sig selv kan lave ordentlig Brunello i den årgang. Nej, målingen sker i de svage årgange, så undertegnedes opmærksomhed faldt på 2002. Der er kun 1 ting at sige. Årgangens problematiske klima m.v. var som blæst væk. Jeg stod med et glas ordentligt håndværk - flot! Det er her målingen falder. Kan man lave super vin i "dårlige" årgange, så er man professionel!

Supertoscanerne havde alle deres plads på podiet. Flotte og ranke vine med druernes gennemslagskraft go vinenes individuelle særpræg som styrkede mig i den overbevisning, at de alle havde deres berettigelse som selvstændige vine.

Kære læser. Hold godt øje med denne producent. Der er stof til eftertanke.


Tili
Her var der ingen producent til stede, så undertegnede forsynede mig selv med dråberne fra flaskerne.

Marilu 2000 Sangiovese/Cabernet Sauvignon kr. 175,00
Sacreterre 1999 Sagrantino kr. 325,00 (tørrede druer)

Marilu er saftig, fast og intens i munden. Den trykker de rigtige steder og er flot.
Sacreterre er noget anderledes og lidt bedre. Meget tørrende i munden og overdådig i frugtlagene som langsomt kommer frem med lidt tålmodighed. Meget tæt på 3 glas.
Yderst anbefalelsesværdige vine!


Enkeltvine som fristede og imponerede!
Der var enkelte vine, som jeg lige hang fast i en ekstra gang, efterhånden som jeg smagte mig gennem det solide udvalg. Dem skal I ikke gå glip af lejligheden til at se beskrevet!

Vino Nobile di Montepulciano "Tre Rose" 2004, Angelini
Rosso di Montepulciano "Tre Rose" 2005, Angelini
Valpolicella Ripasso 2003, Buglioni, kr. 195,00
Barbera "Olmetto", Bellaria kr. 125,00
La Macchia Merlot 2001, Bellaria kr. 245,00
Vino Nobile di Montepulciano 1998, Daviddi kr. 175,00

En dejlig eftermiddag på toppen af København!