ANTIRISTORANTE L'ALTRO

Tovegade 62, 1400 København K.

WINEMAKERS DINNER MED SABRINA MORAMI

Arrangeret af Lysgaard Vine.

Morami

Vinhulen.dk havde den meget store fornøjelse at blive indbudt til en winemakers dinner med vinproducenten Sabrina Morami fra Umbrien på Antiristorante L'Altro på Christianshavn i starten af juni måned, afholdt af Lysgaard Vine.

Mange af vore læsere vil sikkert slet ikke vide, hvem Sabrina Morami er, mens de fleste kender Antiristorante L'Altro, der er en del af Era Ora familiens restaurant-imperium i København.

L'Altro ligger faktisk lige der, hvor Era Ora lå i gamle dage på Torvegade på Christianshavn, og i nutiden har man taget 1. sal i brug for at have plads til lidt flere gæster end tidligere.

Sabrina Morami er til gengæld fra Umbrien, og hun laver nogle skønne vine, som de fleste med fordel kunne smage og indkøbe. Nogle af dem er nemlig rigtigt gode... Sabrina Morami er en af de få italienske vinproducenter, der er kvinde, selvstændig og klarer det hele selv. Sabrina er en meget beslutsom og energisk kvinde i 40'erne, og hun har god karisma og power, når man møder hende. Sabrina bor og producerer vin i Castiglion del Lago. Morami

Hun producerer under 10.000 flasker vin om året, men kæler for detaljen, og det kan vi bekræfte, når det kommer til de fremragende vine Cadissa og Renaia - hvid og rød.

Begge vine beskrives indgående lidt senere i artiklen!

Når man sådan skal til en winemakers dinner, så er der flere ting, der skal være i orden....
Først og fremmest vinene der ligesom er grundlaget for aftenen, men det er også vigtigt, at maden på spisestedet er god, og så gør det jo ikke noget, hvis man også falder i godt selskab, der kan tilføre aftenen en særlig stemning :-)

Undertegnede kan sige tjek, tjek og tjek til alle punkter. Det skulle blive en god aften! Antiristorante L'Altro er på mange måder lidt anderledes end Era Ora familiens øvrige spisesteder - Era Ora og Biotrattoria Che Fe. Lidt mere stilrent og restaurantagtig end Che Fe - uden at miste trattoria-stemningen og knapt så fornemt som Era Ora.

Til gengæld var jeg fra første sekund vild med den let intime stemning og hyggelige atmosfære på stedet, og så skal den store opmærksomhed fra personalet bestemt have en stjerne. Der mangler intet her - kunderne i fokus. Det var et godt valg af Anne-Grete fra Lysgaard Vine.

Har du nogensinde tænkt over, at vine smager bedre, når temperaturen er korrekt, glassene passer til vinen og stemningen er god og afslappet? Hvis ikke, så lav det til et succeskriterie næste gang, du skal ud at spise, for alting går meget nemmere, når spisestedet har styr på de basale ting - og det har Antiristorante L'Altro. Nu om dage skal man mange steder være heldig, hvis kniven ligger til højre og gaflen til venstre.

Morami

Det er heller ikke altid, at man kan være sikker på, at bare fordi man er blevet sat til rette ved et bord, så kommer der automatisk en opmærksom tjener og spørger, hvad man ønsker at spise og drikke.

Begge dele kan vel gå under begrebet opmærksomhed overfor gæsten, og det skal jeg lige love for, at man oplever på L'Altro. Diskretion, opmærksomhed, passende pauser mellem retterne og plads til et lille ordspil er en selvfølgelighed - godt at opleve. Giver lyst til at komme igen!

Undertegnede sad med udsigt til Torvegades travle mylder af mennesker, men heldigvis havde Anne-Grete Lysgaard udvist den meget flotte gestus, at jeg kunne tage en ledsager med, så udsigten til Torvegade blev dejligt suppleret. Det var på alle måder et rigtigt godt samspil :-)

Når jeg derudover oplevede, at min ledsager i den grad værdsætter og ved meget om vin og mad, så var lykken helt automatisk gjort.



Morami

På L'Altro betyder det autentiske italienske køkken meget, og der satses alene på friske ingredienser. Derfor fylder billederne af de forskellige retter også en del i denne artikel, da et af formålene med at skrive denne er at give dig mundvand og lyst til at prøve...

Som du kan se på billedet ovenfor til venstre, så startede aftenen med en perlerække af små antipasti med forskellige temaer ledsaget af hvidvinen Pratolungo til kr. 98,-, der er produceret på 70% Grechetto og 30% Viognier. Hvidvinen smager dejligt, og hører til i kvalitetskatagorien hverdagsvine.

På tallerkenen kunne man finde små raffinementer fra køkkenet, der kom i små byger, hvorefter vi overgik til de lidt større bider i form af f.eks. Carpacchio med lækker topping.

Lidt senere blev vi budt på en lækker forret (skålen med de røde peberstykker på toppen), der også faldt i smag - alt sammen nydeligt præsenteret gennem hele antipasti-sessionen på spækbræt og passende skåle og tallerkener. Morami


Midt i artiklen skal det lige indskydes, at Antiristorante L'Altro havde opdelt aftenen således, at de deltagende gæster kunne vælge mellem 2 menuforslag.

Man kunne vælge mellem 3 vine fra Morami ledsaget af 3 retter via menuen Leggero til kr. 788,-, eller man kunne vælge 5 retter med 5 vine inkl. husets Moscato d'Asti via menuen Completo. Så var der lidt for enhver pengepung og lidt til enhver form for sult.

Her er det så, at hele essensen ved winemakers dinner kommer ind. Winemakers Dinner har den kæmpe fordel, at man får både vin og mad ledsaget af producenten bag vinen som underholdende indslag til en langt lavere pris, end hvis man selv skulle sammensætte mad og flere slags vine - og så skal man endda undvære producenten.

Winemakers Dinner er ganske simpelt en win-win-win situation både for forbrugerne, restauranterne og vinhandlerne. Det har altid for mig været og er fortsat en gåde, at der ikke laves flere smagninger af den slags. Bonus er, at man møder andre mennesker, der har samme interesse som én selv, og det kan da kun være et plus. Morami

Under hele seancen var en meget opmærksom Anne-Grete og husbond rundt mellem de deltagende gæster og småsludre på kryds og tværs - ofte ledsaget af Sabrina Morami, der lige kunne fortælle lidt om de enkelte vine, og hvordan hun fremstiller dem - fornemt.

Nu var tiden kommet til, at vi skulle have aftenens 2. vin i glasset. Det var rødvinen Podicerri, der er fremstillet på 70% Sangiovese og 30% Alicante. En magtfuld vin der så sandelig godt kunne matche næste ret, der bestod af store ravioli med tomatsauce på toppen.

Jeg fornærmer nok delvist frk. Morami, når jeg siger, at vi fortsat er i den liga, der i daglig tale refereres til som weekendvin - altså godt kvalitetsniveau uden at man blæses væk. Masser af kraft og saft men også med kanter i denne friske årgang, der selvsagt fortjener lidt ekstra lagring for at modne helt. Vinen koster kr. 120,00, og det er et godt glas til de penge. Undertegnede har tidligere givet "kanonvin til spotpris" til netop denne vin.

Men, men, men - der er en helt anden historie bag undertegnedes forhold til Sabrina Morami's vine, og den vil jeg berette om nu.

Morami

Det er nemlig sådan, at undertegnede traf Anne-Grete Lysgaard for ca. 3 år siden, da Lysgaard Vine var spæd og på vej frem som vinhandler i Københavnsområdet.

Anne-Grete var så venlig at beslutte sig for, at undertegnedes vinportal skulle være det sted, hvor hendes importerede vine skulle testes og anmeldes, og jeg smagte mig igennem en hel del vine, hvor pris og kvalitet passede godt sammen.

Fokus var på Umbrien i den spæde start - faktisk udelukkende Umbrien, og alle der handler med italienske vine ved, at de kan være svære at sælge - endda meget svære at sælge, da Umbrien ikke er særlig kendt i danske husstande.

Vi kender nok alle Arnaldo Caprai og Tabarrini, men hvem dæler kender så mange andre? - ingen!!

På et tidspunkt kom jeg til at smage Renaia 2007, og her i dette sekund fik jeg øjene op for, at en ny stjerne på den lille bitte Umbriske himmel var født - Morami.

Morami

Det er altid svært at være den første, der giver en vin maksimale 3 glas - også længe før Gambero Rosso og andre meget kendte vinbibler, men ingen tvivl om, at denne vin fuldt fortjente 3 glas. Lavet på Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot og lagret 5 mdr. på barrique og 12 måneder i flaske stod den der og strålede. Lavet som en supertoscaner men i dagens anledning en superumbrier :-)

En sand lille perle hvor kvaliteten i marken, i drueudvælgelsen og fremstillingen kunne smages tydeligt. Et rigtigt godt glas der stadig kan erhverves for relativt beskedne kr. 325,-, hvilket er value for money i forhold til kvaliteten.

Denne vin kom nu på bordet på Antiristorante L'Altro ledsaget af svinekæber med tilbehør af polenta og en lille frisk tomat, løg m.v. salat.

Fremragende svinekæber - måske de mest perfekt tilberedte svinekæber jeg har smagt. Der var ikke et øje tørt, og da min smukke ledsager samtidigt kom med små tilfredse udbrud omkring vinen og maden ledsaget af superlativer, så kunne man jo straks konstatere, at aftenen egentligt gik helt godt - alt i alt :-)

Morami

Igen - det kan ikke understreges nok, at det er helt afgørende, at vin og mad afstemmes efter hinanden, og dette var et match made in heaven.

Læg mærke til den meget smukke anretning på den let rustikke tallerken ovenfor - smukt!

Renaia var denne aften i 2010-udgaven. Den er endnu kraftigere end tidligere årgange og endnu mere intens, men den er fortsat meget ung og viril og kræver nogle års lagring, inden den er klar til at nyde.

Nu laver vi en lille oversigt over de vine, som vi smagte på aftenen. Du kan se de respektive anmeldelser ved at klikke på de specifikke vine:

Protolungo 2013, Morami
Podicerri 2012, Morami
Renaia 2010, Morami
Cadissa 2012, Morami

Generelt kan man sige, at hvis man udelukkende går efter ypperligste kvalitet, så skulle man bede Sabrina Morami om at satse 100% på Renaia og Cadissa (se omtale senere) og ophøre med at lave "mellemvinene" Pratolungo og Podicerri.

Men sådan forholder verden sig jo ikke. For Sabrina er alle vinene hendes små børn, og som alle andre vinproducenter vil hun ikke tage stilling til, hvilken vin der er den bedste. Man vælger jo heller ikke en favorit blandt sine børn! Fair nok. Jeg er dog vinelsker og vinanmelder og forholder mig lidt køligere til emnet.

Morami

Jeg kan se 2 stjernevine i Renaia og Cadissa - en rød og en hvid, og jeg jagter altid den højest mulige kvalitet, og vi er tæt på det perfekte her!

Netop Cadissa på 100% Chardonnay kom på bordet mellem hovedret og dessert og så for pokker, den er god!

Jeg indrømmer gerne, at da jeg smagte 2011 (kr. 680 i magnum) første gang, var jeg lidt reserveret, men jeg indrømmer, at jeg tog gruligt fejl. Det er kongevand og højst anbefalelsesværdig at indkøbe til samlingen.

Næsten ikke til at få munden fra glasset, men som du kan se til venstre, så ventede der en udsøgt Creme Brulée som dessert.

Normalt med lille diameter og tyk creme og dejlig, sprød skorpe i karamelkonsistens, men denne havde meget større diameter, hvilket gav plads til mere sprød top og mindre creme. Fantastisk udført med rette knas - igen fremragende. Meget stor dessert og næsten et måltid i sig selv, men fremragende fra L'Altro's hånd.

En på alle måder hyggelig aften med masser af fremragende mad, fantastiske vine og hele tiden med mulighed for at dele oplevelsen med min borddame, der lige satte den sidste prik over i'et.

Det er aftener som disse, der giver lyst til at skrive om og anmelde italienske vine og madoplevelser. Vi danskere gør for lidt ud af at nyde tilværelsen ude på restauranter og få nye indtryk. Jeg håber, at denne artikel lokker dig ud af busken i jagten på gode oplevelser.

Både undertegnede og ledsager havde en dejlig aften i selskab med Sabrina Morami, hr. og fru Lysgaard og Antiristorante L'Altro. Der var ikke noget som helst at sætte en finger på, og så kan man jo ikke forlange mere!

Du finder Antiristorante L'Altro på intetnettet her: Antiristorante L'Altro
Du finder vinene fra Morami hos hos lysgaard Vine på intetnettet her: Lysgaard Vine

God fornøjelse....


Michael Christensen
Vinhulen.dk
Copyright 2014