JULEVIN 2013
VINE SPECIELT TIL JULEMADEN

julevinen2013

UNDER KR. 150,00 PR. FLASKE

Bliv venner med Vinhulen.dk på Facebook: Vinhulen Facebook


julevin 28 vine er indleveret til årets temasmagning "Julevin 2013 - Vine under kr. 150 pr. flaske". 23 flasker klarede skærene gennem smagepanelet uden fejl.

Der var tale om 7 Rhone vine og 21 italienske vine i dette flotte felt, der deltog i temasmagningen lørdag den 14. december 2013.
Alle 5 fejlende vine var italienske, og det bragte feltet ned på 7 Rhone vine og 16 italienske vine.

Den opmærksomme læser vil se, at der ikke var Bordeaux vine med i feltet, og det er korrekt, selv om de kunne have deltaget - men Bordeaux er dyrt.

Kan man så få en velegnet julevin til under kr. 150??
JA, det er der slet ikke nogen problemer i. Vin er jo ikke godt, bare fordi det er dyrt. Det er sådan set lektie nummer 1 som vinelsker, og når man smager blindt, som Vinhulen.dk gør ved temasmagninger, så får man den bedste vin øverst på sejrsskamlen, uden at etiketten har haft nogen indflydelse på resultatet.

julevin Faktisk var der rigtigt mange vine i temasmagningen, der fik meget høje point, og vi var ude i spændet 85 til 91 point.

Der var vine mellem kr. 59,95 pr. flaske og kr. 149,50 pr. flaske, så pointforskellen bør også være synlig i det endelige resultat, og det er så her, du kommer ind som forbruger.

Det gælder netop om at sammenligne kvalitet og pris og så vurdere, om man måske vil have den maksimale kvalitet og betale for den, eller man kan acceptere lidt lavere kvalitet, og så måske kun betale det halve for vinen, og dermed er en temasmagning af de lidt billigere julevine god i mere end 1 forstand.

Og igen skal vi lige have et par gode råd med til julemiddagen!

Når vi taler julevin, så er det altafgørende, at du er opmærksom på, hvilke slags måltider, du skal bruge vinen til! Generelt kan man sige, at hvis du spiser kraftig mad med sødme (som den traditionelle danske julemad), så er Cotes du Rhone, Valpolicella Ripasso, Bordeaux og kraftige italienske vine et godt valg.

Det vigtigste at sige, og vi kan kun sige det igen og igen - undgå rødkålen!

Syren i rødkålen ødelægger harmonien i vinen. Spis derfor alt det andet og lad rødkålen stå.

Det er helt afgørende, at vin og mad passer sammen, og det er relativt simpelt. Hvis maden er kraftig, så kræves der en kraftig vin. Hvis maden har sødme, så kræver det en vin med sødme o.s.v.
julevin I denne temasmagning er tingene heldigvis blevet en lille smule mindre komplicerede, når du skal kigge efter den rette julevin. Du skal nemlig alene vælge mellem vine fra Rhone eller italienske vine.

Generelt har Cotes du Rhone og Ventoux den friske hindbærfrugt og masser af krydderi, mejeri/ymer og sort peber, mens de italienske vine ofte byder på blomme eller kirsebær som frugt. De italienske vine har generelt lidt mere frugtsyre end Rhone vinene, mens der til gengæld er dødt løb på tanniner (garvesyre).

Det er svært at sige noget generelt om kraftniveauet, da alle Cotes du Rhone og Ventoux er kraftige i deres unge år, og det er det samme for de italienske vine.

Hvis du foretrækker sødmen i vinen, så er vinene Valpolicella Ripasso særligt velegnede, og det samme er vinene generelt fra Apulien. Sidstnævnte har lidt mere kraft, hvor Valpolicella vinene har mere rød frugt.

Hvis du godt kan lide fuld skrue på kraft og hindbær, så skal du vælge Cotes du Rhone eller Ventoux i unge år, hvor alderen i vinen derimod efter et stykke tid giver mere kompleksitet og meget ofte bund af mineraler og mørke nuancer. Derfor er det ret vigtigt, om du vælger en ny årgang eller en vin med alder!

Når vi kommer til Italien, så har de friske årgange sædvanligvis megen frugtsyre. Det er det klassiske italienske bid, som nogle elsker, og som andre ikke er vilde med. Du kan altid "modne" en vin ved at ilte den godt i nogle timer.

julevin Her behøver du ikke bruge en fancy karaffel. En god Margrethe skål er glimrende til formålet. Det handler alene om at give vinen luft og dermed fjerne nogle af de lidt kraftigere nuance fra syre.

Nå, vi er kommet til det, det handler om, resultatet af ugens temasmagning, - Julevin 2013 - Vine til under kr. 150,00 pr. flaske.

Her ser du resultatet af temasmagningen:

01. Felciaino 2011, Giovanni Chiappini, kr. 134,00 v/12
02. Rosignol 2009, Pietro Zardini, kr. 135,00
03. Cotes du Rhone Villages Visan 2010, Parure, kr. 128,00
03. Cotes du Rhone Les Garriques 2012, Cristia, kr. 95,00
05. Valpolicella Sup. Campo Prognai 2010, Latium, kr. 135,00
06. Cotes du Rhone La Dame Rousse 2012, Domaine Mordorée, kr. 99,00
06. Valpolicella Ripasso Monte del Fre 2010, Lena di Mezzo, kr. 95,00
08. Salice Salentino Riserva Falco Nero 2008, Cantine de Falco, 89,00
09. Ventoux 2011, Xavier, kr. 89,00
10. Chianti Rufina 2011, Selvapiana, kr. 129,00
11. Primitivo Susumaniello 2010, Pietra, kr. 125,00 v/6
12. Sangiovese Daunia 2012, Luccarelli, kr. 80,00
12. Cotes du Rhone Humeur 2012, Julien Masquin, kr. 75,00
12. Oltrepo Pavese Buttafuoco Vigneto ca Padroni 2009, Piccolo Bacco dei Quaroni, kr. 109,00
12. Chianti Riserva Montalbano 2010, Matroneo, kr. 120,00
16. Rosso Veronese Ettore 2008, Giovanno Tantini, kr. 149,00
17. Cotes du Rhone 2010, Vidal-Fleury, kr. 59,95 v/12
17. Ventoux Terrasses 2012, Chateau Pesquie, kr. 59,95 v/12
19. Barbera d'Asti Sup. Nizza 2010, Larmangia, kr. 100,00
20. Primitivo Lamia 2011, Cantine di Terravecchia, kr. 69,00 v/12
20. Dolcetto d'Ovada 2007, Castello di Tagliolo, kr. 149,50
22. Umbria Falconieri 2011, Falesco, kr. 70,00 v/3
23. Barbera d'Asti Ai Cruss 2011, Antiche Cantine Brema, kr. 89,50

julevin Hvor flere vine deler en placering er det et udtryk for, at vinene har opnået nøjagtigt identiske point ved temasmagningen!

Først og fremmest et kæmpe tillykke til vinderen Felciaino 2011 fra producenten Giovanni Chiappini. Vinen importeres af Viniropa.
Der var faktisk slet ingen tvivl om, at denne vin bare var lidt bedre end de øvrige i feltet. Vi husker ikke, at denne vin nogensinde har været bedre. Oplagt til juleaften.

På en lige så sikker 2. plads finder vi en kending med vinen Rosignol fra producenten Pietro Zardini, importeret af Amarone Eksperten. Amarone stil, men ikke en Amarone :-).
Oplagt kandidat til julebordet.

3. pladsen er delt mellem Cotes du Rhone Villages Visan 2010 fra producenten Parure og Cotes du Rhone Les Garriques 2012 fra producenten Cristia. Vinene importeres af henholdsvis Vinotheket og The Wine Company. På hver deres egen måde nøjagtigt lige gode!

5. pladsen indtages igen af Amarone Eksperten - nu med Valpolicella Sup. Campo Prognai 2010 fra producenten Latium. Altid stærk vin med power!

Herefter går det slag i slag dernedaf, men vi må sige, at niveauet var utroligt højt, og derfor var der mange vine med samme antal point.

Største skuffelse var, at 5 vine ud af 28 måtte udgå. Det er faktisk 18%. Fejlene var forskellige, men det er alligevel en skræmmende frafaldsprocent, og når man betragter resultatet efterfølgende, så kunne smagepanelet på Vinhulen.dk godt frygte, at yderligere et par stykker af vinene ikke var i topform....

Alt i alt en fremragende smagning, der ubetinget viser, at man sagtens kan få rigtig god julevin til under kr. 150,00!

Faktisk er der jo vine i toppen af smagningen, der koster under kr. 100.

Nu er det så op til dig at vælge, hvad der skal på julebordet 2013.

God fornøjelse...


Michael Christensen
Vinhulen.dk
Copyright 2013