BAROLO EVENT 2011
Børsen, København
6. maj 2011

Se vor samlede side om Barolo - alt info på én side her: Barolo - alt på én side

På en pragtfuld, varm 6. maj 2011 kunne Consorzio i Vini del Piemonte og Strada del Barolo e grandi vini di Langa byde velkommen til en vaskeægte verdenspremiere på Barolo årgang 2007 i Børsens gamle bygning i København. Centralt beliggende i indre København kan man næsten ikke få bedre kulisse for en sammenkomst af italienske vinproducenter, som ønsker at præsentere de nye årgange af Barolo samt en række andre spændende vine fra denne topregion i Italien.

Den årlige Barolo Event er en kærkommen lejlighed til at smage på nogle af de nye Piemonte vine, som endnu ikke importeres til Danmark og samtidig få et overblik over, hvad der rører sig i områderne Barolo/Barbaresco. Det er altafgørende, hvis man ønsker at finde fremtidens stjerner, og det vil vi gerne på Vinhulen.dk. da det handler om at følge med og give dig informationerne, så der kan gøres en god handel.

Her i 2011 var følgende producenter repræsenteret med stand i Børsen, København:

Accornero Giulio e Figli
Anselma Giacomo
Bocchino Giuseppe di Bocchino A.
Bosio
Bric Cenciurio
Bussia Soprana
Ca' du Rabajá
Cagliero
Cascina Mucci
Ciabot Berton
Consorzio Export Langhe Style
Cordara Caludia
Dominico Clerico
Grasso F.lli
Guasti Clemente E Figli
La Giribaldina
Le Strette
Marengo Diego
Mario Fontana
Michele Chiarlo
Podere Ruggeri Corsini
Produttori del Gavi
Produttori di Govone
Raineri
Scarzello
Socre'
Tenuta Due Corti
Tenuta Nuova Ca' Da Meo
Vigne dei Mastri
Villa Giada

Det drejer sig selvfølgelig om at finde en enkelt stjerne eller to, som man kan gøre opmærksom på, når man deltager i denne slags messer.
Noget nyt italiensk vin fra Piemonte, som man ønsker at se på hylderne i Danmark.
Morgendagens topproducent til at afløse nogle af dem, som ikke længere er på toppen.
Var der så nogle? Ja, det var der...

Lad det være sagt med det samme. Vi kunne ikke nå hele vejen rundt på bordene denne dag, men man kan smage et bredt udvalg og så tjekke med betroede kolleger, om man har "misset" noget.
Det skete selvfølgelig også denne dag, hvor yours truly lige måtte runde yderligere et par borde for at smage mig gennem udvalget :-)

Når du handler Barolo 2006 eller 2007, skal du være opmærksom på forskellene. 2007 er mere let i stilen, mere fin og aristokratisk nu og hurtigere moden end 2006. 2006 er en fast og lagringsværdig årgang, som kræver tid.
Man kan sige kort, at årgang 2006 er lidt bedre end 2007. Det er lidt ligesom 2000 mod 2001, hvor 2000 er hurtigere moden, mens 2001 er fast og længelevende.

Der var 2 særdeles spændende nyheder på årets Barolo Event!

Ud af det bare ingenting fandt undertegnede efter et tip fra en ven Tenuta Due Corti, som præsenterede Dolcetto d'Alba 2009, Nebbiolo 2008, Barolo 2005 og 2006. Jeg fik via dialog med repræsentanterne fra vinhuset oplyst, at man først i 2008 sendte den første årgang på markedet! Da jeg undrede mig over, hvordan man så hurtigt kan præstere så fine vine, fik jeg forklaringen - man har i forvejen vinhus i Toscana, hvor man har høstet erfaringer. Det er far og søn Andrea og Luca Costa, der står bag projektet. Det måtte jeg høre lidt nærmere til, da kvaliteten var lidt ud over det sædvanlige. Svaret kom da også prompte - vi har Carlo Ferrini som winemaker! OK, så var det på plads.
Mine damer og herrer - og måske mest importørerne - fingrene i disse vine, og det kan kun gå for langsomt.
Dolcetto'en er mørk, dyb, intens og koncentreret. Nebbiolo (uden fad) er frugtet og koncentreret, og Baroli er fløjlsbløde hvorefter de virkelig intensiverer. 2005'eren havde udviklet pibetobak og læder, mens 2006'eren mere var i mint og ren power.

Den anden "stjerne" var Ca'du Rabajá som primært producerer Barbaresco. Her mødte jeg en ung, energisk mand ved navn Lorenzo Alutto, der har arbejdet ved Produttori del Barbaresco gennem nogle år men er gået solo for at forædle vinene fra hans del af Rabajá marken. Her skabte han sin egen vingård og med hjælp fra winemakeren Dante Scagline (16 år hos Bruno Giscosa), sker der virkelig noget her!!

Undertegnede smagte lidt af hvert hos Ca'du Rabajá, men det var Barbaresco Rabajá 2007 og 2008, som virkelig rykker. 2007'eren er til at drikke nu, mens 2008'eren er bygget til at holde længe. Saft og kraft i begge og med rigtig fin kompleksitet.
Her har du en af fremtidens stjerner, hvis kadancen kan holdes.
Jeg mødte Christian Philipson på Børsen, og han kunne fortælle, at det er Philipson Wine, der har sikret sig vinene. Du kan således allerede få dem i Danmark, og det er jo bare herligt.

Men der var også andre fine vine denne eftermiddag.
Jeg havde lejlighed til at smage Barolo Pajana 2007 fra Dominico Clerico. Fantastisk vin. Det ved de fleste nok i forvejen :-)

Hos Podere Ruggeri Corsini måtte jeg rose både Barolo Corsini 2006 og 2007. Forskellige - 2007 kan drikkes nu om nødvendigt, mens 2006 skal gemmes.

Bussia Soprana havde snydt lidt ved at tage den modne årgang 2001 med af Barolo Mosconi. Det var 2 unge herrer fra VinoVicino, der præsenterede. Også Barolo 2006 Cabutti della Bussia var med og aldeles glimrende.

Mit hjerte tabte en lille del hos Michele Chiarlo, hvor jeg smagte Barbera d'Alba La Court fra 2007. Det er en meget intens og superflot Barbera, som virkelig imponerer. Jeg erindrer, at Carlo Merolli har nogle af vinene. Måske kan I snart finde Barbera'en også.

Jeg har varme følelser for vinene fra Cantina Mucci, men i år kunne jeg kun smage årgang 2008 af Langhe Rosso, som var glimrende, men det havde været attraktivt, hvis de lige havde medbragt niveauet over, som jeg ved, de har!

Hos Socre' prøvede jeg Barbaresco Roscaglie 2007, som jeg fandt aldeles glimrende.

Herudover en lang række glimrende vine, som jeg havde lejlighed til at smage, men som det fremgår, kom jeg ikke hele vejen rundt.

Jeg vil gerne tilkendegive, at jeg finder Barolo Event helt nødvendig for at holde danskerne opdaterede på, hvad der sker i denne lille del af Piemonte. Det er i den grad imponerende, at Jens Simonsen har lyst og energi til at stå bag dette arrangement.
Der er i den grad styr på tingene. Masser af personale, masser af service, ikke for mange mennesker. Alt klappede som det skulle. Flot arrangement. Arrangementet er godt nok for fagfolk (journalister, restaurantører, sommeliers, vinhandlere o.s.v.), men det er åbenlyst, at hvis udvalget af kvalitetsvine skal opretholdes i Danmark, så skal man som importør sikre, at man altid har snuden i sporet og fingeren på pulsen, så butikken kan tilbyde det bedste.
Det er på messer som Barolo Event, at de nye stjerner dukker op, og hvem har ikke lyst til at fange en stjerne, mens den stadig lyser klarest.

En fornøjelse at deltage....

Michael Christensen
Vinhulen.dk