Lørdagsmenuen 2

Utroligt nem at lave, tager næsten ingen tid, og smager dejligt!!
Retten er til 2 personer, så man bliver mæt.



Pasta Fantastico

200 gram bacon i tern
500 gram friske champignon
1/4 liter fløde
1 pift hvidvin
50 gram Danablue blåskimmelost
Hvid peber
1 pakke frisk pasta Tagliolini Naturel 250 gram

Varm en pande godt op og put bacon i tern på panden. Lad baconen simre, til den har afgivet fedt. Tilsæt de skiveskårne, rengjorte champignon på panden og lad dem stege sammen med baconen. Når både bacon og champignon er godt stegte, tilsættes et pift hvidvin (5 - 10 cl.) og koger med i ca. 2 min. Tilsæt herefter fløden og giv retten et pænt skud hvid peber. Når retten er lige før den koger, tilsættes Danablue i små stykker som smelter ind i saucen og giver retten den traditionelle smag. Elsker du smagen af blåskimmelost, kan du med fordel tilsætte ekstra.

Mens retten småkoger i 5 min. hælder du den friske pasta i kogende vand og lader den koge i 1-2 min. (følg anvisning på pakken). Fordel pastaen på 2 tallerkener og fordel pandens færdige resultat over pastaen. Server gerne en lunristet Ciabatta bolle til retten....

Retten er middeltung i sin konsistens. Jeg foretrækker en valpolicella af nyere årgang eller en Primitivo til retten. Det er dog op til den enkeltes smagsløg at vurdere. Jeg har god erfaring med, at næsten alle vine står godt til denne ret.


Menuen er kreeret og venligst stillet til rådighed af Vinhulen.dk
Vinen er valgt af Vinhulen.dk
Velbekomme...